Billede beskrivelse

Morsø Gymnasium trak 1200 mennesker forbi musicalsucces

05. december 2025 kl. 11.03

NYKØBING MORS: Farverigt 50’er-univers, rock’n’roll og unge drømme gik op i en højere enhed, da Morsø Gymnasium for nylig blændede op for årets musical – en moderne Askepot-fortælling sat i GREASE-stemning. 

Publikum kvitterede med begejstring, og hele tre forestillinger på Morsø Teater blev set af over 1200 gæster.

I centrum for historien stod Mille – en ung pige med store drømme om stjernestatus – spillet med nærvær og charme af 1.g-eleven Astrid Wahl. 

Hun får hjælp fra sin sprudlende ven, den karismatiske rock’n’roll-fe Topper, spillet af Kamma Andersen fra 2.g, i kampen mod sin onde moster og kusine. Handlingen udspillede sig i en nostalgisk milkshakebar, drevet af Mille og hendes mor, hvor jukeboksen spiller, og filmstjernen Johnny Rocket er den store drøm.

Musicalens energi og humor smittede af på publikum, som tydeligt lod sig rive med. Forestillingen har været under forberedelse siden september, og i den afsluttende uge summede teatersalen af liv fra morgen til aften.

Billede beskrivelse

Rektor Ann Balleby roser elevernes og lærernes engagement:

- Det har været en fornøjelse at se den enorme kreativitet og det fællesskab, der opstår, når så mange arbejder sammen om et projekt som dette. Musicalen viser tydeligt, hvad der kan lade sig gøre, når vi løfter i flok.

Instruktør Mette Iversen glæder sig over det flotte resultat:

- Det er et privilegium at arbejde med så dygtige og dedikerede elever – både på og bag scenen. Det er fantastisk at mærke den lokale opbakning. Jeg glæder mig allerede til næste år!

Morsø Gymnasiums musical er ikke bare en forestilling – det er en årlig begivenhed, der samler unge kræfter, lokalt engagement og store ambitioner. Næste års musical er allerede i støbeskeen og offentliggøres, så snart rettighederne er på plads.

Samtidig blev der i lørdags afholdt åbent hus på Morsø DramaAkademi med flot fremmøde. Næste mulighed for at kigge forbi er den 17. januar.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste