Billede beskrivelse

Mogens Jørgensen rykker til LigeHer.nu

05. august 2025 kl. 20.00
Opdateret 08. august 2025 kl. 07.45

Han har været AaB-spiller, karnevalskonge og en velkendt tv-stemme hos TV2 Nord gennem årtier.

De fleste nordjyder ved, hvem Mogens Jørgensen er – og nu skriver han endnu et kapitel i sin alsidige karriere.

Fremover trækker Mogens i de lilla farver som elitesportsreporter hos LigeHer.nu, hvor han skal dække nordjysk topsport med både perspektiv og en god portion lokal kærlighed. Derfor vil du fremover kunne følge Mogens på Facebook på dit lokale LigeHer.nu-site. 

– Jeg skal rundt i hele Nordjylland og følge holdene – lige fra Bette Balkan i Nykøbing Mors til badminton i Skagen. Og der bliver nok også plads til en enkelt fodboldkamp på Aalborg Portland Park, fortæller Mogens.

Billede beskrivelse

Med mange års erfaring som sportsjournalist og en dybe indsigt i det nordjyske foreningsliv er han helt klar til at bringe elitesporten endnu tættere på nordjyderne.

– Jeg glæder mig til at komme i gang igen og mærke suset fra hallerne og banerne. Jeg håber, vi ses derude.

Fremover kan du derfor møde Mogens på LigeHer.nu, hvor han jævnligt vil dække de største nordjyske sportsklubber – heriblandt AaB, Aalborg Håndbold, Aalborg Pirates, EH Aalborg, Aalborg Futsal Klub, Hobro IK, Mors-Thy Håndbold, Thisted FC, Fortuna Hjørring, Vendsyssel FF, Hjørring Futsal Klub og Frederikshavn White Hawks.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste