Mindeord: Rigmor levede et langt, virksomt og godt liv
Dette mindeord over Rigmor Jensen er skrevet af Lisbeth Dissing, Kirsten Dissing Andersen og Mie Dissing
Den 10. november 2025 tog vi afsked med vores mor på den fineste måde ledsaget af varmt og professionelt personale på Thisted Sygehus. Den dag sattes der et punktum for et langt, virksomt og godt liv.
Hun mente, at hun på trods af sin alder (93) havde det godt. Hun satte stor pris på sit levede liv, og trods sygdommen Alzheimer bevarede hun sit positive livssyn og sin kærlige omsorg og interesse for sin familie og sine venner.
Rigmor Jensen var rundet af en landmandsslægt i Dragstrup på Mors, hvor hun voksede op med syv yngre søskende.
Hun startede sit lange skoleliv med syv år i den lokale friskole og derefter på efterskole i Øster Jølby. Hun var videbegærlig og tog som ung et højskoleophold på Vestbirk Højskole, hvor forstanderparret opfordrede hende til at læse til lærer.
I 1954 begyndte hun derfor på Skive Seminarium, hvorfra hun tog sin eksamen i 1958. På seminariet mødte hun Egon Carl Jensen, som blev vores far, og de blev gift i 1957. Dette fejrede de i 2022 med krondiamantbryllup.
Parret fik stillinger på Tilsted Skole i 1959, hvor Rigmor virkede som lærer og skolebibliotekar.
Hun ønskede altid at påvirke samfundet i en bedre retning, og hun tog gerne en tørn for fællesskabet.
Rigmor var en årrække engageret dels i Børneværnet og i Skolekommissionen.
I en længere periode var hun forkvinde for Dansk Kvindesamfund Thy-Mors-kredsen, hvor hun blandt andet var en af drivkræfterne bag etablering af Thisted Krisecenter.
I 1989 flyttede de fra lærerboligen på Tilsted Skole til Byvangen i Thisted, hvorfra Rigmors liv tog et nyt aktivt kapitel.
Rigmor blev i 1992 medlem af Ældre Sagen Thisted-Hanstholm Afdeling, hvor hun var forkvinde i 15 år. Hun etablerede Ældre Sagens Søndags-Café i Thisted, hvor hun arrangerede foredrag og underholdning for medlemmerne ligesom ind- og udlandsrejser for foreningen.
Et kapitel for sig er Rigmors initiativ til ’Sang i Hestestalden’ i Ældre Sagens regi, som hun ledede fra 1992 til 2017 – mange af årene akkompagneret af musikerne ’Rigmors drenge’. Her videregav hun sin kærlighed til danske sange og salmer og som sang- og musiklærer, åbnede hun sangskatten for mange. Som 85-årig gav hun taktstokken videre.
For sit store engagement gennem 25 år modtog hun Ældre Sagens æresbevis for lang og tro tjeneste.
De seneste år blev livet på Byvangen mere stille, men hun havde til det sidste god kontakt med sine venner, naboer og familie. Dette blev tydeligt for os ved mindesammenkomsten. Tak til alle, som var med til at gøre denne dag til en helt særlig og kærlig dag.
Rigmor Dorthea Jensen efterlader sig sin mand, tre døtre og svigersønner, seks børnebørn og seks oldebørn.
Æret være dit minde.