Billede beskrivelse

Milliondyrt Steinway-flygel til kirkemusikskolen i Vestervig

27. juni 2025 kl. 18.17

VESTERVIG: Torsdag blev en glædens dag i Vestervig, da Vestervig Kirkemusikskole tog imod et Steinway flygel model B-211 til skolens koncertsal ”Plesnersalen”.

Kirkemusikskolen har modtaget en donation på 1.125.000 kroner fra Augustinus Fonden til anskaffelse af flyglet.

Rektor Martin Gade var naturligvis både lykkelig over donationen, men også for at se flyglet ankomme til kirkemusikskolen.

- Det er en meget glædelig nyhed. Et flygel af denne kaliber vil give skolens uddannelsesmiljø og det lokale musik- og kulturliv i Thy et markant løft og kunne tiltrække kunstnere og arrangementer på meget højt niveau. Et Steinway-flygel ligger langt udover, hvad skolen selv ville kunne få råd til, og vi er derfor meget lykkelige over donationen fra Augustinus Fonden, siger han.

Pianist og klaverunderviser, Thomas Tronhjem, var i Hamborg for at udvælge et instrument. 

Billede beskrivelse

Blandt de fem flygler i prøverummet var han ikke i tvivl om valget af Steinway model B-211.

- Steinway model B-211 har en særdeles ensartet klang, egalitet over hele spektret og dertil dejlig let i anslaget. Ydermere en meget smuk klang, som passer til salens størrelse og er velegnet til både akkompagnement, kammermusik og solokoncerter, siger han.

Steinway B-211 er et flygel i mellemstørrelsen. 

Størrelsen er valgt ud fra instrumentets klang, kvalitet og alsidighed, som er velegnet til både koncerter og undervisning.

Foretrukket af pianister

Steinway-instrumenter er internationalt anerkendte og foretrukket af pianister, konservatorier og koncertsale i hele verden. 

De består af mere end 12000 dele og tager næsten et helt år at bygge på fabrikken i Hamborg.

Vestervig Kirkemusikskole er, som landsdelens eneste kunstneriske videregående uddannelse, en vigtig spiller i det lokale og regionale musik- og kulturliv med langt til de større byer.

Billede beskrivelse

Kirkemusikskolen indgår lokalt sammen med byen og kirken i et meget aktivt kirke- kultur- og foreningsliv med et stort antal arrangementer, og skolen er derfor en vigtig aktør i opretholdelsen af et professionelt kunst- og kulturliv i Thy og Nordvestjylland.

Med det nye flygel vil kirkemusikskolen samarbejde med bl.a. Vestervig Kirke, Spillestedet Thy, Thy Kammermusikfestival, Thy Center for Musical Arts TCMA og Hawkraft Kulturhotel om fremtidige koncerter.

Flyglet får sin fremtidige plads i Plesnersalen, som har plads til 100 personer. 

Salen er for nyligt blevet indrettet på første sal i skolens administrationsbygning i forbindelse med en renovering af den smukke bygning, som er tegnet af den kendte Skagensarkitekt Ulrik Plesner og blev opført i 1908 som dommerbolig for byens tingsted.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste