Billede beskrivelse

Michael Falch gæster lokalt spillested på sin turné

08. marts 2025 kl. 14.00

THISTED: Den folkekære sanger og musiker Michael Falch tager endnu engang på en unik turné og besøger Thisted Musikteater lørdag den 12. april 2025 kl. 19.30.

Falch har gennem hele sin karriere nægtet at gentage sig selv og har med sit mantra “rusten sover aldrig” konstant udfordret sin musikalske rejse. I 2025 drager han ud på en ny trio-turné, hvor han omgiver sig med dygtige musikere og skaber en særlig atmosfære på landets teatre og kulturhuse.

Med sig har han den norske cellist Live Johansson fra LiveStrings, der tidligere har tilført hans musik en nordisk elegance både på scenen og på album. På tangenterne ledsages han af Mikkel Reumert Damgaard, en mangeårig del af hans backingband og fast medlem af Love Shop.

Aftenens support bliver et nyt navn på den danske musikscene, Gabriel Jacobsen. Han har gennem flere år arbejdet som scenemester for Michael Falch, mens han sideløbende har udviklet sin egen sangskrivning. Nu får han mulighed for at vise sin store stemme frem, inden trioen indtager scenen.

Publikum kan se frem til en filmisk og stemningsfuld koncertoplevelse, hvor Falch – i selskab med to fremragende musikere – vil fremføre nogle af sine smukkeste og mest betydningsfulde sange. Koncerten arrangeres af Thy Rock.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste