Michael er en af hverdagens frivillige golfhelte
THISTED: Hverdagens helte findes ikke kun i uniform – nogle af dem står på golfbanen med frivilligånd og fællesskab i fokus.
Det hylder GF Forsikring og Dansk Golf Union (DGU) med prisen ”Hverdagens Golfhelte”, som i år er blevet givet til 12 engagerede ildsjæle i danske golfklubber. En af dem er Michael Bager fra Nordvestjysk Golfklub.
Michael Bager har i flere år lagt et stort frivilligt engagement i Nordvestjysk Golfklub, bl.a. som medlem af bestyrelsen og formand for begynderudvalget. Det er især arbejdet med klubbens nye medlemmer, der motiverer ham.
– Som medlem af bestyrelsen er jeg bl.a. formand for klubbens begynderudvalg – og netop arbejdet med nybegyndere har altid ligget mit hjerte meget nært.
- Det giver mig en glæde at hjælpe andre til forhåbentlig at blive lige så begejstret for sporten, som jeg selv er. Udover at arbejde med noget, der giver værdi for andre, er det frivillige arbejde også med til at holde mig i gang. Det er ikke en sur pligt, og det er nok også det, der er med til at drive det, siger han.
GF Forsikring og DGU har uddelt prisen i fire år i træk som en anerkendelse af det vigtige arbejde, der hver dag udføres i landets golfklubber.
Frivillige er rygraden i dansk golf
Ifølge formanden for Dansk Golf Union, Lars Broch Christensen, er de frivilliges indsats afgørende for både drift og fællesskab i klubberne:
– Uden de frivillige ville mange golfklubber ganske enkelt have svært ved at hænge sammen – uanset om der er tale om at passe banen, sidde i bestyrelsen eller holde klubbens hjemmeside i gang.
Hver eneste indsats tæller, og det er netop det fine ved frivilligt arbejde: At man kan bidrage dér, hvor man har sine kompetencer.
Men det handler også om noget andet. Jeg har et motto, der lyder: "Det skal være sjovt at være frivillig." Og det er derfor en fornøjelse at opleve, hvordan der ofte opstår fællesskaber og relationer blandt de frivillige ude i klubberne, siger han.
De 12 prismodtagere spænder bredt – nogle bruger et par timer om ugen, mens andre lægger en indsats, der nærmer sig fuldtidsarbejde. Opgaverne inkluderer alt fra dommergerning og juniorarbejde til vedligeholdelse af klubhuse og pleje af baner.
En særlig tak på Golfdagen
Som tak for indsatsen blev de 12 frivillige inviteret til Golfdagen – en dag med undervisning fra landsholdstrænere, spil med elitespillere, konkurrencer og forkælelse. Dagen er sponsoreret af GF Forsikring og giver de frivillige en oplevelse ud over det sædvanlige.
– Golfdagen er først og fremmest en hyggelig dag, hvor man tydeligt kan mærke glæden hos de frivillige, når de deler erfaringer på kryds og tværs. Vores frivillige golfhelte får en oplevelse ud over det sædvanlige – ikke mindst muligheden for at få tips og tricks direkte fra landsholdsspillerne.
I dag kan vi hylde de 12, der modtager prisen Hverdagens Golfhelte, men vi ved, at der er mange, mange flere, som hver dag yder en kæmpe indsats for at holde golfklubberne kørende rundt omkring i landet, siger Lars Broch Christensen.
En jury bestående af medlemmer fra DGU og GF Forsikring har udvalgt prismodtagerne ud fra deres særlige indsats og historier.