Billede beskrivelse

Majas orkester spiller forbudt folkemusik – men publikum må gerne lytte med

24. april 2025 kl. 14.02

SNEDSTED: Torsdag den 22. maj 2025 kl. 19.30 åbner Gunner Andersen, Hørstedvej 17 i Snedsted, dørene for en særlig musikalsk oplevelse. Her kan publikum opleve den DMA Roots-nominerede komponist Maja Kjær og hendes orkester i en koncert, der hylder det skæve, det farverige – og det historisk forbudte.

Maja Kjær si Orkester trækker tråde til en tid, hvor violinen blev kaldt Djævlens instrument, trommen blev afvist som uægte, cimbalom var forbeholdt de udstødte, og messingblæs var for lidt "folkeligt" til folkemusik. Det er netop disse toner, orkestret nu vælger at fremhæve og hylde – med både stolthed og glimt i øjet.

Instrumenteringen bryder med normen. Klaveret er skiftet ud med et cimbalom, bassen er blevet til en tuba, og trommesættet er erstattet af en alsidig percussion, som spænder fra dybe, jordnære rytmer til lyse toner som en vintermorgen. 

Violinen får dog lov at blive – som det samlende element i et ellers vildt og levende lydunivers. Gæstemusikere på trompet, klarinet og sopransaxofon bidrager med ekstra farve til paletten.

Koncerten er tænkt som en cirkelkoncert, hvor grænsen mellem scene og publikum nedbrydes. Musikken og dansen bringes tættere på, og nærværet er i centrum. Orkestret ønsker at give publikum følelsen af fællesskab og at genopdage dansens plads i musikken.

Budskabet er klart: Musik og kultur er aldrig noget, der står alene. Alt er formet af møder mellem mennesker – på tværs af tid, sted og traditioner. Og det er netop i dette sammensurium, Maja Kjær si Orkester finder sin styrke.

Koncerten er arrangeret i samarbejde med Spillestedet Thy.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste