Madpakker med mening: Stor donation til udsatte børn i Thisted
THISTED: En donation på 117.600 kroner fra LB Foreningen i Region Nordjylland skal give børn og unge i Thisted sunde madpakker – og noget endnu vigtigere: trygge fællesskaber med nærværende voksne.
Bag projektet står Kirkens Korshær, som i samarbejde med frivillige vil sikre både næring og nærvær til børn fra socialt udsatte familier.
Donationen blev overrakt af LB Foreningens formand, Lars Busk Hansen, ved et arrangement i Thisted, og støtter projektet “Madpakker og fællesskab til socialt udsatte børn og unge i og omkring Thisted”.
Her vil cirka 40 børn hver uge mødes med frivillige for at smøre madpakker, som de får med hjem. De modtager samtidig madpakke-poser med råvarer, så vanen kan fortsætte derhjemme.
Projektet handler dog om mere end mad. Ifølge Rikke Frank, daglig leder af Kirkens Korshær i Thisted, giver madpakkerne også børnene en følelse af normalitet og ro:
- Vi oplever, at børnene elsker at smøre madpakker sammen med os. Det giver dem en følelse af normalitet, når de kan tage en madpakke med i skole som de andre – og samtidig får vi en rolig stund, hvor vi kan tale sammen om alt fra maden til livet i det hele taget.
Initiativet involverer også lokale samarbejdspartnere, herunder en købmand og firmaet Nordthy, der bidrager til at holde udgifterne nede og sikre adgang til friske varer.
Hos LB Foreningen er der stor begejstring for projektet:
- LB Foreningen støtter projekter, der skaber fællesskab og styrker børn og unges trivsel. Her får vi et initiativ, der både sikrer børnene et sundt måltid og giver dem vigtige relationer til voksne, der lytter, udtaler Lars Busk Hansen.
Projektet løber fra 1. maj 2025 til 30. april 2026 og bygger videre på tidligere erfaringer, hvor madpakke-samlingerne har skabt stor glæde blandt børnene. Som en del af donationen modtager Kirkens Korshær også et signeret og nummereret værk af kunstneren HuskMitNavn – en særlig gestus til alle modtagere af støtte fra LB Foreningen.
Om Kirkens Korshær Aalborg-Nordjylland
Kirkens Korshær arbejder for at hjælpe mennesker i nød gennem frivillige tilbud med nærvær, omsorg og respekt. Organisationen møder mennesker i øjenhøjde og har siden 1924 været en fast støtte for socialt udsatte i Aalborg og omegn.