Billede beskrivelse

Lokalt vartegn trues af cykelsti: Preben og Christian vil kæmpe dets sag

15. januar 2026 kl. 06.01

HURUP: Den har været byens og Thys vartegn i over et halvt århundrede, men nu synes fremtiden at være uvis for afdøde billedkunstner Erik Nyholms ”Hurup-søjle” - den syv meter høje keramiske skulptur ved indkørslen til Hurup.

En uvis fremtid, som tidligere formand for byens handelsstandsforening, Christian Baun, opdagede ved en tilfældighed.

- Sammen med den nu nedlagte borger- og håndværkerforening, stod vi for at få Erik Nyholm til at lave søjlen og få den rejst som et vartegn for Thy ved indkørslen til Hurup. Med sin placering kan alle se skulpturen, når man kommer kørende på hovedvej 11, både sydfra og nordfra. Men i senere år har skulpturen manglet belysning. Derfor kontaktede jeg det lokale elværk for at høre til belysningen og fik den besked, at den var en del af gadebelysningen, som var overgået til Kommunen for seks-syv år siden, forklarer han.

Et opkald til Kommunen bekræftede Christian Baun i den nu kommunale opgave med gadebelysningen, søjlen står på kommunal grund, men efter en besigtigelse fra kommunal side fik han at vide, at belysningen var ”noget gammel skidt”, som det ikke kunne svare sig at investere nyt i al den stund, at søjlen står i vejen for en planlagt cykelsti fra Hurup til Doverodde.

- Så beskeden lød nærmest, at for at gøre det nemmere for folk at komme frem til den statslige kunst i Doverodde via en cykelsti, så står den lokale kunst i vejen og skal flyttes, siger Christian Baun.

Billede beskrivelse

Sammen med tidligere formand for borger- og håndværkerforeningen, Preben Bjerre, frygter han nu for ”Hurup-søjlens” fremtid.

- For mig giver det mest mening at projektere cykelstien udenom ”Hurup-søjlen” og lade den blive stående på dens nuværende placering. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at Kommunen vil binde an med en flytning. Min påstand vil være, at det vil koste flere hundrede tusinder af kroner at få skulpturen, der er lavet af keramik og af mange elementer, skilt ad og limet sammen og rejst igen på en anden placering, siger Preben Bjerre og Christian Baun supplerer:

- For mig at se vil en flytning også være problematisk med tanke på, at søjlen risikerer at gå i stykker.

Skulle en flytning imidlertid være den vej, Kommunen vil betræde for i stedet at etablere cykelsti, hvor søjlen nu står, så forventer både Preben Bjerre og Christian Baun, at den nuværende handelsstandsforening vil blive taget med på råd.

- Alt andet vil virke besynderligt. Søjlen er handelsstandsforeningens ejendom, nu hvor borger- og håndværkerforeningen ikke længere eksisterer, siger Preben Bjerre.

Erik Nyholms skulptur betegnes i øvrigt som et af kunstnerens hovedværker.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste