Lokalt advokatkontor er blevet en del af landsdækkende kæde
HURUP: Der har været advokatkontor på adressen i Bredgade 86 i Hurup i omkring 60-70 år.
Nu bliver det nuværende advokatfirma på adressen, Advokatpartnerselskabet Bjerre & Flensborg, en del af Ret&Råd Advokater.
Det skete 1. juli.
For kunderne i Hurup og omegn kommer det dog ikke til at ændre meget i hverdagen. Det er fortsat Niels Bjerre og Jeppe Flensborg, man som udgangspunkt møder på kontoret, og telefonnummeret er det samme.
Tilknytningen til Ret&Råd kommer dog til at kunne ses på blandt andet skiltning og mail.
- Vores udgangspunkt er det samme som altid: Klienterne skal have nærværende rådgivning fra advokater, der kender dem og deres lokalområde. Med Ret&Råd i ryggen får vi samtidig mulighed for at trække på specialiseret viden, når en sag kræver det, siger advokat Niels Bjerre i en pressemeddelelse.
Ifølge Niels Bjerre har der gennem tiden været forskellige advokatfirmaer på adressen i Bredgade. Hans far, Preben Bjerre, begyndte at arbejde på adressen i 1979.
Bjerre & Flensborg rådgiver både private og virksomheder inden for blandt andet fast ejendom, familie- og arveret og erhvervsret.
Ret&Råd Advokater beskriver sig selv som en landsdækkende advokatkæde med kontorer i hele landet og omkring 150 medarbejdere.