Billede beskrivelse

Lokale spejdere får ny og topmoderne hytte: Byggeriet er allerede i gang

20. februar 2026 kl. 06.01

HURUP: Snart får børn og unge i FDF Hurup en topmoderne hytte at mødes i. 

Byggeriet er allerede i gang, og FDF'erne regner med at rykke ind i sommermånederne, og her vil der også blive afholdt indvielse.

Det fortæller FDF Hurup i en pressemeddelelse. 

FDF Hurups nye hytte, kaldet kredshus, er en del af det landsdækkende projekt Fremtidens Spejderhytte, som er betalt af Den A.P. Møllerske Støttefond. 

Projektet har gjort det muligt at bygge 32 ens spejderhytter og kredshuse rundt omkring i Danmark. 

Hytterne er arkitekttegnede og udviklet i samarbejde mellem Fonden, Foreningen Spejderne, KFUM-Spejderne, Det Danske Spejderkorps, FDF og De grønne pigespejdere.

- Vi glæder os helt vildt til at rykke ind i vores nye kredshus og invitere endnu flere børn og unge til at blive en del af vores fællesskab. Vi siger stor tak til Den A.P. Møllerske Støttefond, spejderorganisationerne og FDF's hovedorganisation for at for at støtte op om foreningslivet her i Hurup. Men det står ikke alene, der skal også lyde stor tak til alle øvrige bidrag til vores projekt Ny Gnisten, siger kredsleder Janni Primdahl.

Det er arkitektfirmaet LETH & GORI, der sammen med Rønnow Arkitekter og VEGA Landskab har tegnet koncept, som nytænker den klassiske spejderhytte med udgangspunkt i behovene hos børnene, de unge og de frivillige voksne. 

Det er entreprenørfirmaet Adserballe & Knudsen, der står for byggeriet.

- Vi glæder os til, at FDF Hurup kan rykke ind i det nye kredshus. Det har været spændende at udvikle konceptet for Fremtidens Spejderhytte sammen med spejdere og FDF'ere fra hele Danmark. 

- Ambitionen er at trække naturen ind og invitere børn og unge ud, og derfor er kredshuset bl.a. bygget op omkring en stor bålplads og rummer alle de ting, som en moderne FDF-kreds har brug for, fortæller FDF's generalsekretær Jakob Harbo Kastrup.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste