Billede beskrivelse

Lokale foreninger opfordrer: Stem ja til vedvarende energiprojekt

19. februar 2026 kl. 19.00

SYDTHY: I de kommende dage vil frivillige fra Aktivitetscenter Vestervig-Agger og frivillige fra de foreninger, der benytter stedet, gå, cykle og køre rundt i byen og i oplandet med en opfordring.

Man skal stemme 'ja' til en revideret udgave af det vedvarende energiprojekt Rojkjær.

Her vil Sydthy Vind etablere seks vindmøller, cirka 40 hektar solceller og oprette et nyt naturområde nord for Gettrup.

Og der er mange millioner grunde til, at de frivillige bakker op om det reviderede energiprojekt. 

Sydthy Vind har nemlig også planer om at etablere en udviklingsfond på op mod 50 millioner kroner. 

Den skal over de næste 30 år - som samtidig er vindmøllernes forventede levetid - støtte lokale initiativer, projekter og foreninger i det område, som energiprojektet vedrører mest.

Det vil være omkring Vestervig, Gettrup-Ydby og Hurup.

- Det nye projekt er væsentligt reduceret i forhold til det første projekt, som borgerne stemte ned. Samtidig oprettes der nu en udviklingsfond, hvor vi kan søge ind til gavn for de frivillige foreninger, men også til gavn for hele lokalområdets udvikling. 

- Derfor opfordrer vi til et ja til og håber, at de berørte borgere i Gettrup-Ydby og Hurup vil gøre det samme, for det kommer også deres foreninger til gavn, siger Ole Bertelsen, der er næstformand i aktivitetscenterets bestyrelse.

Billede beskrivelse

Kærkommen fond

Den lokale udviklingsfond vil fra byggestart få tilført fem millioner kroner til ligelig fordeling i de tre områder.

Og efterfølgende vil fonden udlodde 1,5 millioner kroner årligt - også til ligelig fordeling - i møllernes forventede levetid på cirka 30 år.

- De økonomiske forudsætninger for de foreninger, der bruger aktivitetscenteret er under pres, så både for foreningerne, dens frivillige og deres muligheder for at udvikle sig og lave aktiviteter, der samtidig kan holde aktivitetscenteret kørende, er den lokale udviklingsfond kærkommen, siger Ole Bertelsen.

Det reviderede energiprojekt kommer til afstemning fra 10. marts og to uger frem.

Forinden vil Sydthy Vind invitere til borgermøde i Vestervig på Thinghuskroen.

Det sker 2. marts - henholdsvis kl. 17-18.30 og igen kl. 19.-20.30.

- Her kan jeg kun opfordre borgerne til at møde frem og blive klædt på til afstemningen på samme gode måde, som vi foreninger er blevet klædt på til at kunne sige ja, siger Ole Bertelsen.

Sydthy Vind holder desuden åbent hus i projektområdet 12. og 16. marts.

På Sydthy Vinds hjemmeside kan man læse mere om energiprojektet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste