Lokale fællesskaber blomstrer efter økonomisk håndsrækning
THISTED/MORSØ: Overalt i Danmark findes engagerede ildsjæle, som arbejder for at styrke deres lokalsamfund. Men selv de bedste idéer kræver økonomisk rygstøtte for at blive til virkelighed. Derfor har Fonden for Andelskasserne i område Nord uddelt midler til fem foreninger i kommunerne Thisted og Morsø – alle med projekter, der samler mennesker og skaber udvikling.
De støttede foreninger
DCH afd. 114 - Thisted har modtaget 7800 kr. til nyt agility-udstyr.
Padel Forening Thy har fået 10.000 kr. til små aktiviteter i loungeområdet.
Sjørring Bordtennisklub har modtaget 10.000 kr. som tilskud til aktiviteter, der skal tiltrække flere piger til bordtennis.
Koldby-Hørdum Idrætsforening har fået 15.000 kr. til nye redskaber og yderligere 10.000 kr. til aktiviteter for borgere over 65 år.
Morsø Sejlklub & Marina har modtaget 15.000 kr. til nyt udstyr.
Formand for Fonden for Andelskasserne i område Nord, Mikael Nielsen, fremhæver, hvor vigtigt det er at støtte det lokale engagement:
- Uddeling af midler er vigtig for fonden, fordi den støtter ildsjæle og udviklingen i lokalsamfundene. På den måde bakker vi op om de områder, hvor Andelskassens kunder lever og er aktive, udtaler han.
For at komme i betragtning til støtte skal aktiviteterne finde sted inden for fondens geografiske område og styrke sociale, kulturelle eller kreative fællesskaber - til gavn for mange lokale borgere.
Ved den seneste uddeling mødtes lokale initiativtagere med repræsentanter fra Andelskassen i Koldby, heriblandt centerdirektør Lene Hebsgaard Larsen og erhvervschef Jesper Elkær. Lene Hebsgaard Larsen udtrykte glæde over samarbejdet:
- Det er stort at være med, når fonden bag Andelskassen uddeler midler. "Sammen kan vi mere" er ikke bare et slogan - det afspejler vores dybe ønske om at styrke de lokalområder, vores kunder er en del af. Det er fantastisk at se, hvordan projekterne skaber samarbejde og styrker fællesskabet, sagde hun.
På Andelskassens hjemmeside findes information om næste ansøgningsfrist, betingelser og ansøgningsskema.