Lokal sparekasse lander stærkt resultat
NYKØBING MORS: Frøslev-Mollerup Sparekasse leverer endnu et solidt år. Resultatet før skat lander på 16,7 mio. kr., mens den primære indtjening når 16,9 mio. kr. Kapitalprocenten stiger til et rekordhøjt niveau på 37,6 pct. mod 33,7 pct. året før.
Det fortæller sparekassen i en pressemeddelelse.
2025 blev dermed det næstbedste år i sparekassens 150-årige historie, kun overgået af rekordåret 2023.
Året var samtidig sparekassens jubilæumsår, hvor interessen for jubilæumspuljen var stor, og alle ansøgninger blev imødekommet.
Til glæde for sparekassens mere end 1.500 garanter kan der udbetales 3,75 pct. i rente på garantkapitalen, svarende til 3,4 mio. kr. Sparekassen ser frem til at møde mange garanter til årets garantmøde den 26. marts.
Direktør Frank Bertelsen: - Vi har aldrig oplevet større vækst
Direktør Frank Bertelsen udtaler:
- Repræsentantskabet har netop godkendt en forrentning af garantkapitalen på 3,75 %, hvilket betyder, at vi kan sende ca. 3,4 mio. kr. retur til vores garanter. Det er en rigtig god følelse.
Han fortsætter:
- 2025 har været et stærkt år. Vi har oplevet markant kundetilgang og fremgang på alle forretningsområder – og aldrig før har sparekassen haft større vækst i det samlede forretningsomfang.
Sparekassen har især oplevet vækst inden for realkredit-, investerings-, formue- og pensionsområdet, og kombinationen af personlig rådgivning og lokal tilgængelighed har tiltrukket mange privat- og erhvervskunder. I løbet af året blev der oprettet 348 nye kontoførende kunder, hvilket dokumenterer en fortsat fremgang i kundegrundlaget både brutto og netto.
- Vores vigtigste opgave er fortsat at understøtte udviklingen i vores lokalområde. Vi har både energien og kapitalen til at sætte yderligere fart på væksten – og vi glæder os til at servicere endnu flere kunder i 2026, afslutter Frank Bertelsen.