Billede beskrivelse

Lokal landbrugsskole går helt i hønsene

17. september 2025 kl. 11.00

MORS: Med opbakning fra både Danpo og producentforeningen for danske fjerkræproducenter åbner Nordic Food College nu dørene for et nyt speciale inden for en vigtig – men ofte overset – gren af landbruget: fjerkræproduktion.

Det fortæller Nordic Food College i en pressemeddelelse. 

Morsø Landbrugsskole, som er en del af Nordic Food College, tager nu første skridt mod at etablere fjerkræ som et speciale på hovedforløbet af landbrugsuddannelsen. Det sker i tæt samarbejde med Danpo, der står for slagtningen af cirka halvdelen af alle danske kyllinger, samt producentforeningen, som repræsenterer landets fjerkræavlere. Parterne peger på et stigende behov for faglærte medarbejdere i fjerkræbranchen.

På skolens grundforløb 1 (GF1) er temaet ’Fjerkræ’ allerede i gang. Eleverne får praktisk erfaring med blandt andet rugning af kyllinger og daglig drift. Det samme vil gælde for GF2-eleverne. Fremover vil det desuden være muligt at vælge fjerkræ som speciale under husdyruddannelsen på hovedforløbet.

Skolen råder i forvejen over både en æglæggende produktion og faciliteter til udrugning. Derudover er der planer om at opføre et nyt hønsehus i forbindelse med etableringen af et grønt træningsområde. Målet er at integrere fjerkræ tæt i undervisningen. Eleverne vil også komme på besøg hos fjerkræproducenter og få indsigt i driften og hverdagen på en moderne fjerkræbedrift.

Ifølge forstander og uddannelseschef Jonas Lundgren Korsgaard har skolen længe arbejdet på at skabe en uddannelsesvej med fokus på fjerkræ.

- Branchen efterspørger faglærte, og vi ligger både geografisk og fagligt godt til at løfte opgaven, udtaler han.

Fjerkræ spiller en vigtig rolle i dansk fødevareproduktion, men har ofte stået i skyggen af andre husdyrarter. Med det nye speciale bliver fjerkræ en synlig og attraktiv karrierevej på en dansk landbrugsskole. En satsning, der både skal styrke branchen og åbne nye muligheder for eleverne.

Danpo og producentforeningen ser med stor tilfredshed på det nye initiativ.

- Kyllingen vokser hurtigt i popularitet og er godt på vej til at indtage både danske og globale tallerkener. Derfor er det opløftende, at der nu bliver sat fokus på uddannelse inden for netop denne produktion. Kylling er sund, klimavenlig og efterspurgt – især blandt unge. Vi glæder os til at se flere dygtige producenter vokse frem med den rette uddannelse i ryggen, udtaler Henrik Sørensen, Director of Live Animals hos Danpo.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste