Lokal forening i problemer: Indkalder til møde med lukning på dagsordenen
NORDTHY: Der blev ikke fundet frivillige, som ønskede at træde ind i bestyrelsen hos Nordthy 4H, da foreningen havde generalforsamling lørdag den 1. februar. Derfor har bestyrelsen nu indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling med afvikling af foreningen på dagsordenen.
Det oplyser formanden gennem mere end 15 år, Annette Søgård Thingstrup.
- Vi havde et vigtigt punkt på dagsordenen på vores generalforsamling, nemlig at finde tre nye frivillige, som ønskede at gå ind i bestyrelsesarbejdet. Men faktisk mødte kun bestyrelsen og vores samarbejdspartnere op. Så nu står vi i den situation, at vi ikke kan stille med en bestyrelse, medmindre tre frivillige melder sig til den ekstraordinære generalforsamling, fortæller hun.
Selv bevarer hun et spinkelt håb om, at den over 70 år gamle forening kan overleve. Men melder der sig ikke tre frivillige den15. februar, er næste punkt på dagsordenen lukning af Nordthy 4H. Der skal så findes en dato for opsigelse af lejemålet, flytning af dyr og opsigelse af CVR nummer, bankkonto med mere.
- Det er en rigtig trist situation, vi står i. Men vi ser en tendens til, at børn og deres familier har så mange andre muligheder og fritidsinteresser at vælge mellem og som optager deres tid. Og det er så en tendens, der nu rammer os, siger Annette.
4H har klubber over hele landet
Nordthy 4H har eksisteret i mere end 70 år, men 4H er en over 100 år gammel verdensomspændende organisation med rødder i landbruget. I Danmark er der omkring 60 4H-klubber og en håndfuld 4H gårde, hvor afdelingen i Nordthy netop er en klub, som er tilknyttet en gård med adresse på Tråbakken 11.
På 4H gården har foreningen to geder, en hund, marsvin, katte og kaniner, og gården er åben alle onsdage. Her bliver der lavet mad over bål og skabt mulighed for at børn kan nusse og passe dyrene. Blandt andet.
Nordthy 4H har gennem årene skabt fritidsaktiviteter for lokale børn og unge, der interesserer sig for natur, dyr, mad og håndværk og har ikke mindst været synlig på dyrskuepladser gennem årene med spændende aktiviteter for børn og unge.
- Nordthy 4H skaber sammenhold og et helt særligt fællesskab blandt børn og unge. De lærer en masse om, hvor maden kommer fra, om samarbejde og om at passe godt på dyrene, men frem for alt, så foregår det på en måde, der er sjov for børnene, siger Annette.
Hun håber, at der vil melde sig tre frivillige på den ekstraordinære generalforsamling, der sammen med to af de nuværende bestyrelsesmedlemmer, som ikke er på valg før næste år, kan føre Nordthy 4H videre og skabe fremtidens 4H i lokalområdet.
Den ekstraordinære generalforsamling finder sted lørdag den 15. februar klokken 10 på 4H gården, Tråbakken 11. Og alle er velkommen.