Lions' tulipansalg sætter ny rekord
SALLING/MORS: Endnu en gang har Lions Salling/Mors oplevet et rekordstort salg af tulipanbuketter. I alt 689 buketter pryder nu butiksvinduer, kontorer, værksteder, lærerværelser og private hjem på Mors og i Salling.
Det fortæller Lions-klubben.
Tulipanbuketterne symboliserer støtte til klubbens kampagne "Med Lions mod Misbrug", og de viser dermed en tydelig holdning i kampen mod misbrug.
Hvert forår kontakter Lions-medlemmer både faste og nye kunder, og i takt med, at klubben vokser, øges også antallet af solgte buketter.
Lions Salling/Mors har i år haft et godt samarbejde med Madame Tusindfryd på Grønnegade i Nykøbing Mors, hvorfra tulipanerne er leveret. Aftalen har sikret et flot overskud, som ubeskåret går til misbrugsforebyggende arbejde på Mors og i den tidligere Sallingsund Kommune. Behovet for denne indsats er desværre kun vokset med årene.
Klubben sender en stor tak til alle, der har støttet salget.