Line Wittrup sejrer i Klitmøller – fører Danish Open
KLITMØLLER: Den danske windsurfer Line Bang Wittrup beviste i weekenden, at hun stadig hører til blandt eliten, da hun sejlede sig til en overbevisende sejr i første afdeling af Danish Open i Klitmøller. Det sker på trods af, at hun det seneste år har nedskaleret sin internationale satsning for at fokusere på studier og et nyt kapitel i livet.
Efter tre år som fuldtidsatlet på den internationale PWA- og IWT-tour – windsurfingens svar på Formel 1 – begyndte Line Bang Wittrup i februar 2025 på fysioterapeutuddannelsen i Aalborg. Hun bor i dag med sin kæreste og arbejder som livredder og træningsinstruktør ved siden af studiet. Men vinden og bølgerne har stadig en fast plads i hendes liv.
- Det gør mig utroligt glad, at jeg stadig kan være med på højt niveau, selvom jeg har andre ting, der fylder i mit liv nu. Jeg føler mig mere fri, nyder tiden på vandet meget mere – og får faktisk mere ud af min træning, fordi jeg ikke længere føler det konstante pres, siger Line Bang Wittrup.
Ved Danish Open i Klitmøller leverede hun sit bedste heat nogensinde og imponerede blandt andet med en vellykket backloop i finalen – en teknisk krævende manøvre, som kun få kvinder mestrer.
- Det var helt klart mit bedste heat nogensinde. At gøre det herhjemme i Cold Hawaii, hvor jeg er vokset op, gør det bare endnu federe, siger Line Bang Wittrup, som selv begyndte at windsurfe som 9-årig – inspireret af sin far, Jesper Wittrup.
Et comeback på egne vilkår
Selvom hun har sat tempoet ned, er Line Bang Wittrup langt fra færdig på konkurrenceniveau. I sommerferien mellem semestrene har hun sat alt ind på at deltage i World Cup-events, og i september jagter hun endnu engang DM-titlen i Cold Hawaii – en titel, hun har været tæt på flere gange.
- Jeg dedikerer hele sommeren til at sejle VM, fordi det er dér, jeg har tid.
- Og så skal jeg selvfølgelig jagte DM-titlen – det har været et mål i flere år, siger hun.
Hun holder stadig formen ved lige – på vandet når vinden tillader det, og i fitnesscenteret i de stille perioder.
Erfaring fra hele verden – og stærke lokale rødder
Line har gennem årene sejlet konkurrencer på Maui, i Chile, Peru, Gran Canaria, Tenerife og Sylt i Tyskland. Hendes bedste internationale placering i 2024 var en 8. plads på Tenerife, hvor hun konkurrerede mod nogle af verdens bedste kvinder i disciplinen Wave. Derudover deltager hun hvert år i begge Danish Open-afdelinger i Cold Hawaii, som tæller med i det samlede pointregnskab i PWA/IWT-systemet.
Line har i dag stærke samarbejder med både lokale og internationale partnere. Hun støttes bl.a. af Jyske Bank, Nystrup Camping Klitmøller, AutoQ, Goya Windsurfing og K4 Fins. Derudover er hun en del af North Atlantic Surf Academy under Surfklubben NASA Klitmøller, hvor hun træner med den tidligere professionelle windsurfer Kenneth Danielsen – et elite-setup, der er skabt for danske surfere på topniveau.
Hun er også tilknyttet Team Nordjysk Elitesport, som hjælper med at kombinere elitesport og uddannelse – en støtte, der har været afgørende for at kunne balancere livet som atlet og studerende.