Line skriver sig for alvor ind i dansk windsurfhistorie
Den danske landsholdssurfer Line Bang Wittrup har haft en forrygende sommer på vandet.
Sommeren startede i juli med PWA World Tour-stævnet i bølge windsurf i Pozo, Gran Canaria, hvor hun sikrede sig en 9. plads i kvindernes række.
Pozo er kendt som et af de mest barske steder at sejle med vindstyrker, der kan nå op mod orkanstyrke, og kraftige bølger, der stiller store tekniske krav til sejlerne.
- Jeg har aldrig konkurreret i så meget vind før som i Pozo. Det satte alle atleter på prøve, fordi der var 60 knob i styrke - også kendt som orkanstyrke, fortæller Line Bang Wittrup.
Bølge windsurf er en disciplin, hvor atleterne både udfører spektakulære hop og saltoer i luften ved hjælp af bølgerne og rider bølgerne med præcision og stil.
I starten af august deltog Line Bang Wittrup i PWA World Tour-stævnet på Tenerife, hvor hun sejlede sig i sin første VM-finale nogensinde - et øjeblik, der skriver dansk bølgewindsurf-historie.
Tenerife er kendt for at byde på store, perfekte bølger kombineret med lettere vindforhold.
Netop de forhold passer Line særligt godt, fordi hun er vant til lignende vindstyrker hjemmefra Danmark, og det er i denne type vejr, hun føler sig allermest komfortabel på vandet.
I kvartfinalen slog hun sidste års Tenerife-vinder og nummer to i verden i 2024, inden hun i de næste heats besejrede flere af verdens absolutte topatleter og sikrede sig en imponerende 4. plads.
Resultatet er ikke bare en personlig milepæl, men også et markant øjeblik i dansk windsurfhistorie.
- Det er helt surrealistisk, jeg er bare så glad. Det er dejligt at se, at træningen har givet pote, efter jeg er begyndt at træne nye steder. Jeg havde troen på, at jeg godt kunne, og det hjalp mig helt sikkert i sidste ende, siger Line Bang Wittrup.
Line Bang Wittrup er en del af det nyoprettede danske landshold for bølge-windsurf.
Med sejren i årets første del af Danish Open står hun stærkt til at sikre sig DM-titlen, når anden del afholdes i september.