Billede beskrivelse

Lille folder med stor betydning: Nu kan den fejre 10-års jubilæum

24. april 2026 kl. 17.02

THY/MORS: Foreningen blev stiftet tilbage i 2009 og de første år markedsførte de hinanden gennem mund til mund overfor de turister og lokale, der besøgte dem.

Men siden skiftede den lille forening Mad og Kunst Thy-Mors spor og gik sammen om at udgive en folder på tryk - en folder, der i år har 10-års jubilæum.

- Efter et par års tilløb, hvor medlemmerne var kørt trætte af markedsføringen med at fortælle om hinanden, valgte vi at gå sammen om og selv betale for at få lavet en folder.

- Vi udgav den første i 2016 i det lommevenlige format A6, og med årene er folderen gået hen og blevet et stort trækplaster blandt både turister og lokale, siger Anita Müller fra Bonbonmuseet i Svankjær.

Hun har oversat teksterne i folderen til tysk, som er den største gruppe af turister, der besøger Thy og Mors.

Så nu kan man læse om medlemmerne på både dansk og tysk.

I dag har foreningen 28 medlemmer af fødevareproducenter, kunstnere og kunsthåndværkere, der hver for sig præsenteres i folderen.

- Og ud over at gøre sig selv synlige og præsentere deres passion for turister og lokale, så henviser de også hver for sig til interessante seværdigheder i deres nærområde, som en ekstra dimension og oplevelsesmuligheder. De seværdigheder fremgår på et kort, som man kan planlægge en tur efter, siger Anitas mand, Manfred.

Folderen omdeles af medlemmerne selv, men den bliver blandt andet også benyttet af bureauer, der udlejer sommerhuse som en del af en velkomstpakke.

Oplag på 4000

Folderen har stor betydning for foreningen og dermed også for turismen i Thy og på Mors.

Så selv om den er betalt af medlemmernes egne lommer uden tilskud eller støtte fra anden side, så bliver den tiende udgave nok ikke den sidste.

- Vi mærker stor effekt af folderen og også fra turister, der kommer tilbage til området år efter år. Mange gange er folderen det første, de spørger os om.

- Der kommer jo også nye medlemmer til fra tid til anden, når nogle vælger at stoppe, gå på pension eller af anden grund. Over år har vi været omkring de 30 medlemmer, i dag 28, og flere medlemmer har været med helt fra starten, siger Anita.

Ved siden af folderen gør medlemmerne opmærksom på foreningen ved blandt andet at deltage på det årlige sommermarked i Svankjær og efterårets høstmarked på Stagstrup Skole.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste