Seneste nyt
Billede beskrivelse

Larven fra helvede er kommet til Nordjylland

08. juli 2026 kl. 13.20

MORSØ: Morsø Kommune har fået ubudne gæster i form af den omdiskuterede egeprocessionsspinder - også kaldet "Larven fra helvede" der den seneste tid har givet store udfordringer på Fyn. 

Det skriver TV Midtvest.

Larvens mikroskopiske brandhår kan give kraftige reaktioner i hud, øjne og luftveje hos både mennesker og dyr, og da de små hår spreder sig med vinden, kan det være svært at holde sig uden for "farezonen".

Den lille larve lever primært på egetræer, og fundet på Morsø er gjort i forbindelse med, at Morsø Kommune har købt et egetræ fra Fyn, som har særlig stor forekomst at larverne i øjeblikket.

- Træet blev efterfølgende brændt og bortskaffet med det samme, siger kommunikationschef fra Morsø Kommune, Rasmus Andreassen, til TV Midtvest.

- Vi kan se, hvor galt det kan gå

De seneste måneder har Rentokil Skadedyrsbekæmpelse gjort opmærksom på den giftige larve og opfordret samtlige kommuner til at handle.

- Jo tidligere man sætter ind, desto større er chancen for at begrænse spredningen. Det er yderst vanskeligt at opdage problemet, når laverne først er væk, siger skadedyrsekspert Claus Schultz fra Rentokil.

Ifølge ham bør både kommuner og privatpersoner være særligt opmærksomme på unge egetræer ved skoler, daginstitutioner, parker, stisystemer og hundeluftningsområder.

- Har man unge egetræer, er det langt nemmere at forebygge, fordi man stadig relativt nemt kan undersøge trækronen. Venter man, kan problemet sprede sig og blive både langt dyrere og mere kompliceret at bekæmpe – og vi kan se, hvor galt det kan gå, siger Claus Schultz, Rentokil.

Forberedt på spredning

Tidligere på ugen blev det meldt ud, at Odense Kommune har afsat 10 millioner kroner til bekæmpelse af larven.

I Morsø Kommune har man i første omgang besluttet at stoppe køb af egetræer i den kommende periode.

De nærliggende kommuner forbereder sig allerede nu på en eventuel spredning og følger udviklingen tæt.

Egeprocessionsspinderen er i larvestadiet fra april til juli.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste