Billede beskrivelse

Landsby har i årevis skreget på seniorboliger: Nu kommer 150 borgere til informationsmøde

11. december 2024 kl. 12.55
Opdateret kl. 13.21

VILDSUND: Når man har boet i landsbyen hele sit liv, så vil man også gerne blive der på sine gamle dage og have muligheden for at sælge sit store parcelhus og flytte ind i en mindre almen seniorbolig.

Sådan kan det nu blive i Vildsund, for torsdag aften 12. december, bliver ”det første spadestik” taget, når Boligselskabet Viborg Amt i samarbejde med Bosætningsgruppen Vildsund, inviterer til informationsmøde på Hotel Vildsund Strand for at tage pulsen på den lokale interesse for almene seniorboliger.

Og på forhånd er den overvældende, for hele 150 borgere har indtil videre tilmeldt sig informationsmødet, der starter klokken 19.

Billede beskrivelse

- Vi vidste godt, at der var stor interesse, for vi har i årevis skreget på seniorboliger i Vildsund. Men, at så mange har forhåndstilmeldt sig informationsmødet, overstiger mine vildeste forventninger, siger Flemming Jensen fra Bosætningsgruppen.

Bosætningsgruppen er en arbejdsgruppe, der arbejder med bosætning i Vildsund, hvor det ene ben har været ønsket om at etablere almene seniorboliger, mens det andet ben handler om at få etableret nye byggegrunde.

Byggegrundene er en kompliceret størrelse, for Vildsund ligger mellem sø og fjord med de regler og restriktioner, der deraf følger for byggegrunde i nærheden af vand, så mens det arbejde bliver et langt, sejt træk, er arbejdet for etableringen af seniorboliger indenfor rækkevidde på kort sigt.

Lover godt

Boligselskabet Viborg Amt, som i 25 år har været med til at etablere bofællesskaber og almene boliger i Thisted Og Hanstholm og senest har været med til at etablere seniorboliger i Sennels og har påbegyndt opførelse af seniorboliger i Østerild, viste umiddelbar interesse for at blive en del af projektet i Vildsund, da boligselskabet fik en henvendelse fra Bosætningsgruppen.

- Vi fik at vide af Bosætningsgruppen, at der var stor interesse for seniorboliger i Vildsund. Og det tyder forhåndstilmelding til informationsmødet bestemt også på. Det er en forhåndsinteresse, som også har oversteget mine forventninger, og det lover godt for projektet og for landsbyen. siger konsulent for Boligselskabet Viborg Amt, Gunnar Grangaard.

Billede beskrivelse

På informationsmødet vil boligselskabet orientere om almene boliger, herunder særligt seniorboliger og forudsætningerne for at bygge den slags boliger. Desuden vil de fremmødte få vist eksempler på seniorboliger og information om husleje og indskud. Herefter bliver der mulighed for at stille spørgsmål, ligesom der orienteres om det videre arbejde for at realisere et seniorbofællesskab.

- Vi starter så at sige omvendt med at måle interessen. Den synes jo på forhånd at være stor, men mange kommer nok af nysgerrighed for at høre nærmere. Vi får i hvert fald noget af et problem, hvis alle 150 ønsker at flytte i en almen seniorbolig, smiler Gunnar Grangaard.

Efter informationsmødet, vil interesserede få udleveret et spørgeskema, som de kan tage med hjem og udfylde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste