Kunst møder natur: Skolebørn får nye perspektiver med Limfjordsteatrets projekt
NYKØBING: Med projektet ”Vild - under overfladen” bringer Limfjordsteatret kunst og natur sammen i et ambitiøst initiativ, der skal åbne skolebørns øjne for naturvidenskab gennem leg, sansning og kreativitet.
Projektet, som er støttet af Nordea-fonden med 1,9 millioner kroner, begynder denne uge i Thisted Kommune og breder sig over det næste skoleår til yderligere fire kommuner.
Ni professionelle kunstnere fra Region Nord og Midt skal de kommende otte måneder møde omkring 1250 skoleelever i indskoling og mellemtrin på tværs af Jylland.
Med scenekunst, billedkunst, design, musik og litteratur som værktøjer bliver børnene inviteret ind i naturens verden på nye måder - fra mikroskopiske organismer til trådene mellem rødderne under jorden.
Teaterdirektør Gitta Malling udtaler, at projektet har samlet et stærkt og inspirerende hold, som nu er klar til at tage ud på skolerne.
Alle kunstnere har forud været samlet til en intensiv tredages workshop på Limfjordsteatret, faciliteret af programleder Charlotte Olling Rebsdorf. Her blev fundamentet lagt for de kreative læringsforløb, som skal gøre naturen nærværende og levende for eleverne.
Projektet tager afsæt i STEAM-fagene (Science, Technology, Engineering, Arts og Mathematics) og kombinerer naturfaglige emner med kunstneriske metoder. Målet er at styrke elevernes nysgerrighed, engagement og kærlighed til naturen, samtidig med at deres kreative og sociale kompetencer udvikles.
Efter Thisted Kommune går projektet videre til Skive, Jammerbugt, Hjørring og Horsens. Som en del af forløbet får alle elever også mulighed for at opleve Limfjordsteatrets forestilling "VILD".
Kunstnerteamet består af billedkunstnerne Henrik Kramer Westergaard, Karoline Banke og Thit Wolsgaard Asmussen, designer Betina Herløv Møller, forfatter Gerd Laugesen, street artist Phuc Van Dang, musiker og komponist Rasmus Johansen samt scenekunstnerne Pierangelo Pompa og Charlotte Olling Rebsdorf.
Projektet afsluttes med et stort symposium på Limfjordsteatret Mors 21. maj 2026.