Kulturmødet skudt i gang i krigens skygge
NYKØBING: Inviterede ukrainske soldaterveteraner, der takkede Danmark for støtten og lod sig fotografere sammen med statsminister Mette Frederiksen, og en kulturminister, Jakob Engel-Schmidt, der takkede kulturlivet for at råbe op hen over sommeren mod Israels udnyttelse af sult til at undertrykke et helt folk i Gaza, hvor især børnene lider.
At krigen, især i Ukraine, men også i Gaza, kaster lange skygger ind over Europa, var et gennemgående tema blandt talerne, da Kulturmødet Mors 2025 officielt blev skudt i gang torsdag formiddag i Nykøbing. Og i den forbindelse understregede borgmester Hans Ejner Bertelsen vigtigheden af at styrke kulturens stemme gennem Kulturmødet for at give os mod, styrke og håb for fremtiden.
Det budskab kunne det store publikum til åbningen efterfølgende tage med sig ud til de mange samtaler og kunstoplevelser, som Kulturmødet folder ud torsdag, fredag og lørdag med dets hidtil mest ambitiøse program.
- Gå på opdagelse, bliv overrasket, bliv forundret, opfordrede Kulturmødets direktør Caspar Ryttergaard i sin tale.
Kulturmødet byder på mere end 700 samtaler og kunstoplevelser, der ikke kun binder Danmark sammen, men også Danmark sammen med Norden og Europa gennem to internationale spor.
Det fulde program kan ses på kulturmodet.dk.