Kongelig surprise: Elizabeth overraskede Mary med en gave fra Australien
HANSTHOLM: Elizabeth Isaksson er dansk-australier, nordjyde fra Tranum og meget stolt over Dronning Mary. Men hun har aldrig mødt sin australske landsmand.
Derfor stod hun tirsdag formiddag klar i Hanstholm. Nu var chancen.
Det lykkedes Elizabeth at komme tæt på, da Kongeparret var på runde for alt hilse på nogle af de mange, der var mødt op på kajen.
I favnen havde hun en personlig australsk gave, som var et eukalyptustræ pyntet med det australske og det danske flag.
Desuden havde hun sin Border Collie med, der er samme hunderace som Kong Frederik og Dronning Mary også har.
Og det blev et fint møde mellem de to australiere i Hanstholm, fortæller Elizabeth Isaksson fra Sydney, der nu bor på 13. år i Tranum.
- Hun fik øje på mit australske flag, og vi talte sammen på vores sprog. Jeg overrakte hende eukalyptustræet, som er et nationalt symbol for alle australiere. Jeg ønskede hende held og lykke med at få det til at gro og vokse. Det er nemlig ikke så lige til, fortæller dansk-australieren.
Hun fortæller også, at australierne er meget stolte over at have en landsmand som dronning i Danmark.
- Vi synes, hun er fantastisk. Det her var et rigtigt dejligt møde, lyder det begejstret fra den nok eneste australier blandt de tusindvis af thyboer og tilrejsende fra hele Jylland, der stod klar i Hanstholm.
For australiere er eukalyptustræet et nationalt symbol, der repræsenterer styrke, modstandskraft og en dyb forbindelse til landskabet.
Træet er essentielt for det australske økosystem og dyreliv, især for koalaen, som lever af dens blade.