Kommer langvejs fra til Hanstholm - for en særlig grund
THISTED: Netop nu er den friske sommervind og bølger ved Hanstholm i verdensklasse. Det følger surferne tæt på deres vejr-apps. Derfor strømmer de i disse dage til Hanstholm i hundredvis.
Deres mobilhomes fylder hver en kvadratmeter øst for Hanstholm havn - som en kæmpe campingplads.
De kommer fra hele Europa, kan man se af nummerpladerne.
For det er betyder ikke det mindste for en surfer at køre tusindvis af kilometer, når forholdene er helt perfekte, som ved Hanstholm netop nu.
Det er absolut top verdensklasse, lyder det fra mange af de surfere som LigeHer.nu mødte mandag.
- Vi kender Hanstholm på vore vind og vejr-apps. Vi har været her mange gange. Vi kommer, fordi bølgerne er lange, og der er helt perfekt tværvind, som når den er i vest. Det findes ikke bedre i hele Europa. Vi kommer fra Gøteborg-området. I Sverige har vi slet ikke de strandforhold til surfing, som i Danmark og slet ikke som Hanstholm, der er helt i top. Og så er det et dejligt spot med flot natur og smukke omgivelser, lyder det fra vennerne Karl Aplegren, Peter Cederholm, Mikael Nyquist, Martin Lövendal og Johan Sjöstedt, der er i Hanstholm fem dage i denne omgang.
De besøger området fem-seks gange årligt.
Ikke langt fra dem holder familien Boska fra Tjekkiet til i deres autocamper. De er kørt hele vejen fra Prag til Hanstholm, kun for at surfe en uge i Thy.
- Vi tjekker vejr og bølgeforholdene dagligt på vores app og kører, når det er så godt som nu, lyder det fra Martin og Karin Boska, der har børnene Isabella på fem og Diana på tre med.
Tyskerne Marcus Hölting, Torsten Leich og Stefan Kraski fra Hamburg er også på pletten, når vind og bølger når perfekt harmoni.
- Hanstholm er et rigtigt velkendt sted blandt alle surfere. Vi elsker bare dette sted. Vi bor på Nystrup Camping og tilbringer hele dagen i Hanstholm, lyder det fra vennerne, der godt kan se at surferne fylder på arealerne i Hanstholm.
Surferne er gået fra VW-busser og gamle varebiler til autocampere, og de tager jo mere plads.
- Vi er rigtig glade for, at der er et toilet, selv om der er rigtig mange brugere sådan en dag som i dag. Det er skønt at at være her og vi har intet at klage over. Skulle vi ønske noget, var det gerne et toilet mere og måske en dusch. Og så ville det være en god forretning at køre en foodtruck herud, lyder det fra de tyske venner.