Klitmøller vil bygge videre på sidste sæsons succes
KLITMØLLER: Søstermediet Seriesport.nu har interviewet Sebastian Andersen fra Klitmøller IF.
Hvornår starter jeres træning op, og hvordan ser opstartsprogrammet ud?
- Vi starter med træningen d. 4 februar på kunstbanen i Thisted, og så skal vi på træningslejr i weekenden i uge 10, derefter starter vi på græs i Klitmøller. Så har vi selvfølgelig de obligatoriske træningskampe op til sæsonen begynder. Men jeg glæder mig til at komme igang igen, det bliver spændende og se om vi kan følge op på den gode sæson fra sidste sæson.
Er der sket ændringer i trænerstaben siden efteråret, og hvem kommer til at stå på sidelinjen med det overordnede ansvar og hvem er han flankeret af?
- Der er ikke sket nogle ændringer på serie 2 og 3, så jeg bliver stadig flankeret af Randy Oddershede som forsætter som holdleder, hvilket er guld værd. Vi har dog fået ny træner til vores serie 5 i form af Jesper Stævnsbo, som bliver spændende at følge og som nok skal blive godt.
Hvordan ser I på jeres pulje? Er der nogle hold, I ser som de største udfordrere?
- Det er altid svært at forudsige hvem der er stærkest inden sæsonstart, men jeg tænker at hold som Vinderup og Borbjerg Skave umiddelbart har de bedste odds for at rykke op. Men man skal heller ikke undervurdere hold som Hanstholm og Skive, som også kan overraske.
Hvilke lokale opgør ser I frem til, og er der nogen, I forventer lidt ekstra "drilleri" med?
- Der er den klassiske Klitmøller - Hanstholm kamp, som begge hold nok har som kampen man ikke vil tabe. Men jeg ser også kampen mod det nedrykkede MorsØ FC hold som en kamp der bliver spændende, især når jeg selv har en fortid i klubben og det er en kamp jeg personligt ikke vil tabe, men det er heller ikke en modstander som jeg frygter på nogle måder. De er endnu engang kommet svækket ud i det nye år, hvor flere er flyttet eller stoppet. Men jeg regner generelt med at puljen bliver åbent, og at ingen kampe bliver vundet, hvis man kommer ud og giver 90 procent af sig selv.