Kasper satser nu hele klinikken – det faste job er sagt op
NYKØBING: Kun en god måned efter, han i august åbnede sin klinik, Fysisk Flow i Havnegade i Nykøbing, med tilbud om smertelindrende og afslappende massage efter fyraften fra sit faste job hos KPK Vinduer og Døre, er massør Kasper Iversen nu gået all-in og satser i bogstavelig forstand hele klinikken.
- Jeg stoppede hos KPK Vinduer og døre 31. september og har siden været i min klinik på fuld tid. Når man er så ny med egen klinik, er det selvfølgelig lidt af et sats, men jeg tror på, at det kan lykkes for mig ved at være i min klinik på fuld tid, siger han.
Med til at styrke ham i troen, er tilgangen af kunder, hvor der dagligt kommer nye ind via hans online bookingsystem, men også, at han allerede har fået ”faste” kunder, der kommer tilbage hver uge eller en gang om måneden.
- Der er selvfølgelig plads til mange flere, men det håber jeg også på kommer, når det går op for folk, at klinikken nu er åben på fuld tid, siger han.
I den første tid med klinikken, har han også løbende været på ”skolebænken” for at videreuddanne sig til sports- og skadesmassør, ligesom han har taget kurser i anatomi, fysiologi og sygdomslære for at blive godkendt RAB behandler.
- Jeg har nu bestået alle uddannelser og er blevet godkendt RAB-behandler. Jeg mangler kun at modtage diplomet, så jeg kan hænge det op på væggen, siger han.
RAB er en forkortelse for Registreret Alternativ Behandler, som er en frivillig registreringsordning, som gør det lettere for brugerne af alternativ behandling at undersøge, om en alternativ behandler for eksempel har en grundlæggende uddannelse og overholder krav til god klinisk praksis.
Voks og akupunktur
Ud over den smertelindrende massage og beroligende massage, som helkropsmassage, ansigts- og hovedbundsmassage, tilbyder Kasper Iversen behandling med parafinvoks.
- Parafinvoks er en behandling til hænder og fødder. Det er en behandling, der blødgør huden og skaber ekstra velvære, siger han.
Til den smertelindrende behandling kan han også tilbyde at arbejde med akupunktur, hvis nogen skulle ønske det.
- Akupunktur kan man endnu ikke vælge at booke online, men har man lyst til at prøve det i forbindelse med anden behandling, så gør jeg det gerne, hvor jeg arbejder ud fra enkelte punkter, siger Kasper.
Som altså nu kan behandle sine kunder på de tidspunkter, kunderne kan fra mandag til lørdag. Til hverdag åbner han fra klokken 7 og holder længe åbent onsdag og torsdag til klokken 21. På lørdage holder han åbent fra 7-13.
Man kan læse mere om behandlinger og åbningstider på klinikkens hjemmeside.