International golf-guide: Danmarks bedste bane ligger i Thy
KLITMØLLER: Thy er kommet på verdenskortet især på grund af surfing.
Men nu er det ikke længere kun surfsporten, som folk har fået øjnene op for i vores område.
For Nordvestjysk Golfklub er nemlig blevet kåret som Danmarks bedste golfklub af Golfamore, der er en international medlemsklub for golfspillere.
Her har man kåret de bedste golfklubber i 11 europæiske lande.
- Det er en hæderspris og en stor anerkendelse for vores udvikling af banen. Det kan kun lade sig gøre på grund af vores ansatte greenkeepere, som har gjort et fantastisk stykke arbejde, lyder det fra Sigurd Skovborg, der er medlem af bestyrelsen og baneudvalget i Nordvestjysk Golfklub.
Klubben har også mærket interessen. Ifølge Sigurd Skovborg kommer der 6000 gæster forbi og benytter banen hvert år udover de betalende medlemmer.
- Det er især på grund af vores beliggenhed, at vi er populære, for vi ligger jo ude midt i ingenting, og fordi vores huller ligger for sig selv, så har man en fornemmelse, som når man går i naturen for sig selv, siger Sigurd Skovborg.
- At vi er blevet kåret kan betyde, at der er endnu flere, der får lyst til at komme og prøve banen, lyder det.
Det er andet år i træk, at Nordvestjysk Golfklub bliver kåret som Danmarks bedste golfbane, og det skyldes, ifølge Sigurd Skovborg, at man har fokus på at forbedre banen løbende.
- Det er resultatet af at man i 2018 tog en beslutning om at udvikle banen med hjælp fra en golfbanearkitekt, og det har man løbende arbejdet på og er ikke færdige endnu, lyder det.
Der er flere planer for udvikling, men i år bliver også et år med fokus på at nyde de præmierede huller.
- Vi har totalrenoveret flere huller sidste år, og vi kigger ind i et 2026, hvor vi fortsat udvikler men måske ikke i så høj grad. Vi har også brug for nogle år “uden vejarbejde”, så at sige, siger Sigurd Skovborg.