Ikea udlodder 70.000 kroner til nordjyske foreninger
I en helt særlig hyldest til det danske og nordjyske foreningsliv udlodder Ikea Aalborg 70.000 kroner til nordjyske foreninger.
Det skriver Ikea i en pressemeddelelse.
For at give noget tilbage til regionens sprudlende foreningsliv og de mange ihærdige frivillige i Nordjylland, vil Ikea Aalborg i den kommende tid sætte en præmie på højkant i et initiativ, som møbelkæden kalder Ikea Naboskab.
Håndsrækningen på de 70.000 kroner går til én nordjysk forening - og kunne eksempelvis bruges på at opgradere klubhuset, foreningslokalerne eller værestedet med nye møbler og boligtilbehør, foreslår Ikea.
Der er dog ikke tale om en konkret donation på 70.000 kroner, men derimod møbler og hjælp til indretning med ekspertise fra Ikea - til en værdi af netop 70.000 kroner.
- Hos Ikea arbejder vi for at skabe en bedre hverdag for vores kunder ved at sætte et aftryk i det lokalområde, vi er en del af. Gennem vores ekspertise inden for indretning vil vi med dette projekt give tilbage til nogle af de frivillige klubber, foreninger og organisationer, som hver dag gør en stor forskel for de mange mennesker, siger Tiago Jesus, der er varehuschef i Ikea Aalborg.
Han tilføjer:
- Det er kunderne, der bestemmer hvilken forening eller organisation, de mener, fortjener en håndsrækning. På den måde er kunderne med til at give tilbage til foreningslivet og de mange frivillige ildsjæle. Vi håber, at det kan blive et tilbagevendende initiativ, der bidrager til, at det lokale fællesskab fortsat kan blomstre.
Du kan læse mere om ansøgningskrav - samt indsende din ansøgning - via Ikea Aalborgs hjemmeside.