I kø efter billig benzin: Mange sparede en ”hund” og kørte glade hjem
BJERGBY: Når den lokale handels- og erhvervsforening og olieselskabet Go'On lokker med billig benzin og diesel i tre timer for i fællesskab at fejre samarbejdet og en spritny tankstation i landsbyen Bjergby på Nordmors, ja så skabte det en lang kø af bilister med tomme tanke og dunke søndag eftermiddag.
Fra klokken 11 og frem til klokken 14 blev der tanket og tanket til en pris, der lå en daler under listeprisen, og da netværkschef Tim Østergaard fra Go'On skønnede, at den gennemsnitlige kunde tankede 40 liter brændstof, lå besparelsen på godt en ”hund”.
De 80 kroner på brændstoffet og resten i pølsevognen, hvor Go'On bød på gratis pølser og brød og franske hotdogs.
Det var Tim Østergaard, der under et besøg hos Go'Ons tankstationer på Mors, kørte rundt på øen og tilfældigt lagde mærke til den noget slidte tankstation i Bjergby, hvor listeprisen blev ændret manuelt på et skilt på væggen af den tidligere købmandsforretning.
For Go'On, der har et slogan om at holde de lokale kørende og gør det med et par hundrede topmoderne og selvbetjente tankstationer landet over, var det oplagt at byde sig til i Bjergby med en spritny tankstation af den slags, der kan tage alle slags kreditkort og kontaktløs betaling samtidig med at skilte med listeprisen elektronisk og med automatiske ændringer.
Og det tilbud var ejeren af tankstationen, handels- og erhvervsforeningen med på.
- Den tidligere tankstation var af ældre dato, og driftsudgifterne blev kun større og større af den grund. Derfor var det oplagt at takke ja til det gode tilbud om en ny og moderne tankstation fra Go'On. Med den nye tankstation forventer vi flere kunder og større salg af brændstof, siger formanden Jens Riis.
I alle tilfælde fik den nye tankstation en forrygende start søndag eftermiddag, hvor smilene på læberne af Jens Riis og Tim Østergaard var ligeså brede, som den ubrudte himmel af blå og solskin over Bjergby.