Billede beskrivelse

Hold afstand: Nysgerrige mennesker får sælunger til at sulte ihjel

23. juli 2025 kl. 17.02

To sælunger er døde – ofre for menneskers nysgerrighed og manglende respekt. Når mennesker kommer for tæt på, tør sælmoderen ikke nærme sig sin unge. Resultatet er tragisk: sult og død. Dyrenes Beskyttelse udsender nu en kraftig opfordring til at lade sælunger være i fred.

Den første sælunge blev nødaflivet ved Susåen i Næstved på grund af sult og sygdom. Den anden døde på Enø Strand ved Karrebæksminde, formentlig af sult. Her havde både børn og voksne været helt tæt på sælungen, taget billeder og klappet den. Ifølge Dyrenes Beskyttelse har forstyrrende adfærd fra mennesker med stor sandsynlighed skræmt mødrene væk, så de ikke har turdet give die.

Billede beskrivelse

– Det er livsnødvendigt for sælunger, at folk holder afstand. Man må ikke komme tæt på for at tage billeder, røre eller fodre dem, forklarer Peter Gravlund, biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

Organisationen anbefaler, at der holdes mindst 25 meters afstand. Det mindsker stress for dyrene og giver moderen mulighed for at vende tilbage og give sin unge mælk.

Frivillig advarede uden held

Ved Susåen havde René Kluk, frivillig kredsformand i Dyrenes Beskyttelse, observeret sælungen i god trivsel ugen før. Han satte skilte op for at holde folk væk og advarede om konsekvenserne, blandt andet i et interview med TV2 Øst. Men mange ignorerede advarslerne. 

Naturstyrelsen vurderer, at sult og sygdom førte til ungens nødaflivning, da moderen ikke turde komme op.

– Det er dybt trist. Men det viser, hvad der sker, når man ikke respekterer dyrene og kommer helt tæt på dem, siger René Kluk.

Billede beskrivelse

Flere henvendelser end nogensinde

Den spættede sæl, Danmarks mest udbredte sælart, får unger i juni og juli. Derfor oplever Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral i øjeblikket en kraftig stigning i antallet af opkald fra bekymrede borgere. I juni modtog vagtcentralen 316 henvendelser om sæler – næsten dobbelt så mange som samme måned de foregående fire år. I juni 2024 var tallet 180.

Opkald kommer fra hele landet – fra Bogense på Fyn til Risskov og Grenaa. Mange er bekymrede for sælunger på stranden, men det er ofte unødvendigt.

– En sæl på land er som regel ikke i nød, men ligger bare og hviler sig. Det er helt normal adfærd, siger Peter Gravlund.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste