Billede beskrivelse

Henning har bygget sin forretning op fra bunden: Nu kan han fejre 25-års jubilæum

06. januar 2025 kl. 19.01

BRUND: Han har i bogstavelig forstand bygget sin forretning op fra bunden af den nedslidte landejendom, han købte på Ballerumvej i Brund for at etablere sig som selvstændig med egen forretning indenfor have- og parkmaskiner under navnet HN Maskiner.

Men udbygningerne – og ikke mindst prisen for dem - passede dengang til det behov, han havde for at starte op med det værksted og den butik, han havde overtaget fra sin tidligere arbejdsgiver, Thisted Frø & Maskinhandel.

Her havde den i dag 56-årige Henning Nielsen været ansat som mekaniker i 10 år og før det været automekaniker i Frøstrup i fem år.

- Så efter 15 år som lønmodtager, havde jeg lyst til at få mit eget, og da min arbejdsgiver hos Thisted Frø & Maskinhandel samtidig var interesseret i at skille værksted og salg af havemaskiner fra, indgik jeg en aftale om at overtage den del og etablere mig som selvstændig, siger Henning Nielsen.

Billede beskrivelse

Med i aftalen fik han tillige et kundekartotek på 800 kunder, hvor der var en god blanding af private og professionelle kunder. Og to dage efter årtusindskiftet, begyndte han at servicere kunderne under eget firmanavn.

Og der var nok at se til, ja faktisk så meget, at den ene løstansatte han havde det første år i højsæsonen i to måneder, ikke rakte i længden.

- Når jeg både skulle passe telefonen hjemme og samtidig være ude og servicere kunderne, så kunne det ikke lade sig gøre at drive forretningen ene mand. Jeg blev nødt til at finde en mand til at fastansætte og hjælpe mig, fortæller Henning.

Claus er blevet

Den mand blev Claus Bendix, der trådte til i 2001 – og faktisk har været ansat hos HN Maskiner lige siden.

I dag er antallet af medarbejdere vokset til 10, for HN Maskiner har over årene udvidet og bygget til i takt med tilgangen af flere og flere kunder. Til dem hører nu også cykelkunder. For snart fem år siden overtog Henning restlager af cykler og scootere samt inventar fra det lukkede Østbyens Cykler i Thisted og tilføjede cykler til firmanavnet, så det nu hedder HN Maskiner & Cykler.

Udvidelsen med cykler er den seneste i en række, som begyndte tilbage i 2003, hvor den første udvidelse var at gøre butikken lidt større.

Året efter købte Henning Havnens Motorservice i Thisted, og i 2006 opførte han et nyt værksted og kombineret lager. Lagerpladsen rakte frem til 2017/18, hvor en ny lagerhal blev bygget. I 2020 kom så cyklerne ind med tilhørende værksted og blev hurtigt en succes. Derfor blev det nødvendigt at udvide butikken året efter, så cyklerne kunne få egen udstilling.

- Vi sælger mange cykler og især elcykler, for der har været god synergi mellem have- og parkmaskiner og cykler. De kunder, der er kommet for at kigge på en plæneklipper, har fået øje på vores cykler og omvendt. Sidste år solgte vi i nærheden af 250 cykler, flest elcykler, og fordoblede omsætningen på cykler fra 2023 til 2024, siger Henning.

Billede beskrivelse

Antallet af cykelkunder, hvor scootere også er kommet til, fylder sin del i det kundekartotek, der gennem de seneste 25 år er vokset fra de 800 kunder til nu i omegnen af 10.000 kunder.

Og det er kunder, hvor mange kommer igen og igen for at handle hos Henning ude på landet i Brund.

- I starten, tvivlede jeg selv på, om kunderne ville finde vej ud på landet til mig. Men den tvivl, manede jeg selv til skamme med min egen tilgang til at drive forretning. Den handler om at behandle alle kunder på en ordentlig måde og samtidig sørge for, at ingen kører forgæves. Gør man det, så får man glade og tilfredse kunder, og så er det lige meget, om du driver forretning i byen eller ude på landet. Og ja, så bor vi kun tre kilometer fra centrum af Thisted, så længere ude på landet bor vi heller ikke, siger Henning.

Inviterer til reception

Som gennem alle 25 år har haft sin kone Heidi med inde over opbygningen af forretningen samtidig med, at hun også har haft meget arbejde hjemme med at passe parrets nu fire voksne børn, tre døtre og en søn.

- Det gav mig så mere fri til at bruge min tid på vores femte barn, nemlig forretningen, smiler Henning.

I dag, har Hedi ansvaret for cykelafdelingen, mens Henning har ansvaret for ”maskinerne”, og begge nyder at gå på arbejde hver dag for at servicere kunderne.

- Det er glæden, der driver værket, så vi har ingen planer om hverken et kommende generationsskifte, eller stoppe med at arbejde de næste mange år. Den glæde, vi har ved arbejdet, tror jeg også, smitter af på vores medarbejdere. De fleste har været hos os i mange år, så vi nærmest føler os som en lille familie, når vi er sammen på arbejdet, siger Henning.

Den ”familie” kan man møde sammen med Heidi og Henning, når HN Maskiner & Cykler markerer 25-års jubilæet med en reception for kunder, forretningsforbindelser, venner og familie fredag den 10. januar fra 11-15.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste