Havørnene på Mors har svært ved at ride stormene af: Nu har de for anden gang mistet deres rede
ERSLEV: Havørneparret, der holder til i området omkring det store vådområde Jølby Nor, hvor de i både 2023 og 2024 har bygget rede og udruget to par unger i et redetræ i området, har mistet deres rede under den netop overståede storm.
Det oplyser fuglekigger Jørgen Hornum i et opslag på facebooksiden Erslev Kær, etablering af vådområde og sø.
- Det er nu anden gang, at vores havørnepar mister deres rede. Det skete også under stormen i sensommeren 2023. Men da nåede de at opfostre to unger, som på det tidspunkt var fløjet fra reden. De begyndte så straks at bygge en ny rede, som de igen i 2024 opfostrede to unger i. Så de har således opfostret to par havørneunger i deres to reder i området, fortæller Jørgen Hornum.
Men havørneparret er ikke sådan at slå af reden, for fuglekiggere har observeret, at de nu igen er ved at bygge en rede, som de efter al sandsynlighed vil benytte til for tredje gang at opfostre unger i løbet af foråret.
- Det er lidt af en sensation, at vi her i området har et havørnepar, som bygger rede og lykkedes med at opfostre unger i reden. Da de opfostrede deres første unger i 2023, var det en begivenhed, som ikke var sket i over 100 år. Så vi holder øje med vores havørne, og jeg håber de får bygget deres tredje rede inden forår, siger Jørgen Hornum.
Og sådan en rede er ikke bare stor, men meget stor. Den vejer 500 kilo og er over en meter dyb, oplyser Jørgen Hornum.
- Så der skal samles mange grene, og det tager noget tid for ørneparret at bygge reden. Men de stærke storme, som hærgede sidste år og den, som vi netop har oplevet, er altså voldsomme nok til at vælte redetræet omkuld, forklarer Jørgen Hornum, der næsten dagligt holder øje med havørnene og deres arbejde med redebygning.