Handicappris: Da kommunen lukkede tilbud for hjerneskadede trådte Bent til
NYKØBING: Årets vinder af Danske Handicaporganisationer Morsø afdelings årlige handicappris blev onsdag overrakt af formand, Søren Pedersen, til Bent Ulriksen fra Sejerslev i Frivillighedscentret i Nykøbing.
Her modtog han blomster og en pengepræmie på 5.000 kroner, kransekage med champagne og fik masser af flotte ord med på vejen af den indbudte gæst og taler, Anders Holmgaard.
Bent blev udvalgt som årets vinder af prisen blandt et lille felt af gode kandidater for at være primus motor for stiftelsen af den frivillige forening, Klub Paraplyen, med stiftende generalforsamling den 2. februar sidste år.
Det skete i kølvandet på, at Morsø Kommune havde besluttet at lukke Paraplyen på Fyrvejen 65, Nykøbing, i forbindelse med en spareplan – og dermed stod omkring 50 borgere med senhjerneskader uden et socialt værested.
Men så tog Bent over, efter han på opfordring blev spurgt, om han ville stå i spidsen for at stifte en forening og videreføre tilbuddet for borgere med en hjerneskade på frivillig basis.
- Jeg tog opgaven på mig, dels fordi jeg selv er hjerneskadet, men ikke mindst fordi jeg altid gerne vil række en hånd ud og hjælpe, hvor jeg kan. Så jeg fik samlet nogle tidligere medlemmer af Paraplyen, og sammen gik vi i gang med at stifte først foreningen Klub Paraplyen og siden søge fonde, private og erhvervslivet om midler til driften af klubben, forklarer Bent.
Arbejdet bar frugt
Klub Paraplyen, der stadig har til huse i de gamle lokaler på Fyrvejen 65, som Kommunen stiller gratis til rådighed, er nu blevet en realitet. Stiftelsen af den frivillige forening sikrer nu, at borgere med hjerneskade i kommunen har et sted, hvor de kan mødes og hygge blandt andet med fællesspisning.
Klubbens frivillige, som består af Bent og de øvrige medlemmer fra bestyrelsen, arrangerer underholdning, frokost og udflugter. Hele året er der klubdage tirsdag og torsdag fra 12-16, hvor medlemmer kan mødes og nyde godt at socialt samvær med ligestillede.
Der brænder en ildsjæl i Bent
Den nu 72-årige Bent er selv hjerneskadet, efter han som 40-årig blev torpederet af en spritbilist. Det tog ham måneder på sygehuset og siden måneder med genoptræning at vende tilbage til livet.
Men fremfor at sætte sig hen i et hjørne, så tog Bent sagen i egen hånd og begyndte at vie sit liv til frivilligt arbejde med børn. Mange skolebørn har således i flere årtier stiftet bekendtskab med Bent, når han gav en frivillig hånd med for at skabe sjove aktiviteter og lege for dem i primært skolefritiden.
Nu har Bent så kastet sig ind i frivilligt arbejde i Klub Paraplyen, hvor han gør en stor forskel for borgere med hjerneskade. Og adspurgt til, hvad han vil bruge pengepræmien på 5.000 kroner til, så svarer Bent uden tøven: ”De skal bruges til indkøb af tablets til Klub Paraplyen.”
Hvis man vil støtte Klub Paraplyen, kan man blive støttemedlem for 100 kroner om året, som er det halve af, hvad det koster at være aktiv medlem af klubben. Og man er altid velkommen til at komme og besøge klubben, hvor der altid er frivilligt personale i åbningstiden, lyder det fra Bent.