Halloween: Nu pyntes hele øen med græskar og uhyggelige monstre
MORSØ: Efterårsferien og Halloween står for døren – og det kan ses overalt på Mors, hvor de syv landsbyer Vils, Erslev, Sejerslev, Ørding, Hvidbjerg og Ø. Assels og Ø. Jølby de kommende dage får besøg af Mors Handel, der sammen med de lokale borgerforeninger og frivillige pynter byerne med græskar og uhyggelige figurer op til Halloween.
- Vi pynter ude i landsbyerne får at vise, at vi står sammen, og at vi også støtter handelslivet ude i landsbyerne. Sidste år købte vi edderkopper, som vi også pynter med i år og som skaber en helhed rundt om på øen, siger handelschef Lisbeth Thrysøe.
Nykøbings torve, pladser og gågaden er blevet pyntet og gjort klar til det helt store rykind i efterårsferien - og især til den store halloween-parade.
Parade og uhygge i Nykøbing
Nykøbings torve og gågaden er allerede pyntet op med monstre, græskar, kirkegårde og andet gys, som skal skabe dejlig uhygge i efterårsdagene, men også danne kulisse for Nykøbings helt store trækplaster – Halloween-paraden - der hvert år trækker flere tusinde gæster til byen.
I år afvikles den store parade onsdag den 15. oktober, og det er som tidligere år Limfjordsteatret, der står for koordinering af det store event, og som danner den uhyggelige front af paraden.
Nyt pynt i år
Hovedsponsoren på paraden og udsmykning er Jyske Bank, men Mors Handel finansierer selv en stor del af udgifterne til udsmykning af byerne på Mors.
Hvert år forsøger Lisbeth Thrysøe at finde på nye ting – og i år har der været råd til at udvide den store kirkegård, som hvert år skaber uhygge på pladsen ved Løvbjerg, med et lysende monstertræ – og så en lille ny mini-kirkegård på Kirketorvet, hvor et uhyggeligt Quasimodo-lignende monster vogter over gravene.
- Det er overskuddet fra salget af vore julekalender, der skaber det økonomiske grundlag for, at vi har råd til udsmykning til halloween og jul. Så overskuddet fra julekalenderen er med til at gøre det lidt festligere i både Nykøbing og i landsbyerne ude på øen, fortæller Lisbeth Thrysøe, der lige nu er travlt optaget med at pynte øens byer op og planlægge paraden og de mange aktiviteter, som kommer til at ske i Nykøbing i efterårsferien.
For hele uge 42, hvor skolerne holder efterårsferie, kommer til at stå i Halloweens navn med masser af aktiviteter forskellige steder i byen.