Guld & Rod åbner i nye lokaler med et brag af en fest
THISTED: Lige inden jul annoncerede ejerne af genbrugsbutikken Guld & Rod, at de flytter i nye lokaler. Og de to ejere, Connie og Bo Søndergaard, har sammen med deres datter, Sanne Klemmensen, ikke ligget på den lade side hen over julen, hvor der er blevet pakket og indrettet ny butik i de lokaler, hvor møbelfirmaet My Home tidligere havde butik på Ringvej i Thisted.
Connie og Bo åbnede sammen med Sanne en afdeling af Guld & Rod - som er et second hand koncept med flere afdeliger i Jylland - på Indsutrivej 13A i Thisted i 2019. Og butikken har været så stor en succes, at det nu er blevet tid til udvidelse, fortæller Connie.
Åbningen af den nye butik kommer til at ske under festlige former både fredag den 10. januar og lørdag den 11. januar. Fest Jyden stiller hoppeborge og andet sjovt op inde i den nyindrettede butik, som kan benyttes fra klokken 11, når dørene bliver slået op. Samtidig kan man hygge med lidt kagemand og noget at drikke.
Lørdag den 11. januar kan man stadig benytte hoppeborgene, og klokken 13 åbner Fest Jyden sin pølsevogn, hvor der bliver serveret en gratis pølse og lidt at drikke til de fremmødte – så længe pølser haves.
Second hand koncept
Guld & Rod er et populært second hand koncept, hvor man som privatperson kan leje en reol stand, en bøjle reol, en gulvreol eller en stor kurv alt afhængig af, hvor meget plads man har brug for. Her kan man fylde sin stand med alle de ting, som man ikke har brug for længere, hvad enten det er tøj, pyntegenstande, service eller noget helt fjerde. Man bestemmer selv, hvad man fylder på hylderne.
- Vi hjælper selvfølgelig med råd og vejledning, når vi tegner en kontrakt med en standholder. Men det er i princippet standholderen selv, der står for indretningen af standen, prismærkning og oprydning af standen. Udover os selv, har vi har nogle frivillige og flexjobbere tilknyttet butikken, som står for vedligehold og rengøring af de ydre rammer, forklarer Connie.
Mere plads
På Industrivej var der plads til omkring 200 stande, hvoraf 150 standholdere flytter med over i de nye lokaler. Her bliver der plads til 400 stande på de 700 kvadratmeter i den nye butik på Tigervej, hvilket er 400 kvadratmeter mere end på Industrivej.
- Og vi har mødt en meget stor interesse fra private, der ønsker at leje en stand i de nye lokaler. Så når vi åbner den nye butik, bliver det med stort set alle enheder udlejet. Men der er dog stadig plads til nye lejere, som ved at kontakte os via vores hjemmeside eller facebookside kan få mere info om konceptet samt leje en stand, forklarer Connie.
Og hun tilføjer, at de lige nu kører nogle gode åbningstilbud på leje af en ny stand.
Så den 10. og 11. januar går det løs med nyinrettet lokale, nyt logo, en masse nye som gamle standholdere – og så en fest med hoppeborg og lidt at spise leveret af Fest Jyden.
- Vi glæder os til at vise den nye butik frem, og i forbindelse med flytningen trækker jeg og min mand Bo os tilbage som medejere, og overlader ejerskabet til vores datter Sanne, som har været med siden starten i Thisted, siger Connie.