Gratis færgefart til SMK THY i en hel måned
NÆSSUND: Når Statens Museum for Kunst, SMK Thy, fredag den 29. august indvier museet i Doverodde med taler og gratis adgang til museet fra klokken 14.00, så kan man komme hurtigt og ikke mindst gratis med Næssundfærgen mellem Thy og Mors.
Deltagerne ved åbningen på SMK Thy i Doverodde kan sejle gratis til og fra Mors, hvis de lader bilerne stå i færgehavnen på Mors.
På Thysiden kører foreningens veteranlastbil, der er indrettet til persontransport, nemlig i pendulfart mellem færgehavnen og museet fra klokken 13 til 17.
Det oplyser Næssundfærgens Venner.
- Så det er slet ikke nødvendigt at tage bilen med og deltage i jagten på en parkeringsplads, siger formanden for Næssundfærgens Venner, Jens Bech-Mogensen.
Gratis hele september
Det er ikke kun på selve åbningsdagen, at gæster til SMK Thy kan sejl gratis med færgen. Tilbuddet gælder hel september.
- Det er dejligt med mere aktivitet i vores lille hjørne af Danmark og vil gerne støtte SMK Thy, der også reklamerer gratis på færgens infoskærm, lyder det fra formanden.
Derfor tilbyder foreningen bag færgen, at gæster til SMK Thy kan sejle gratis i hele september.
- Vi giver hele måneden gratis rejse til de første 50 biler med besøgende til SMK Thy. De skal blot meddele besætningen, at de er på vej til det ny museum, siger Jens Bech-Mogensen.
Cyklister og motorcykler er naturligvis også gratis, tilføjer han.