GoCollective på vej mod konkurs: Det skal der ske med Thybanen
THY: Der har ikke manglet problemer med Thybanen mellem Thisted og Struer.
Aflyste tog har nærmest været en del af den daglige drift. Nu tager det hele imidlertid en dramatisk drejning.
Ifølge en pressemeddelelse fra By-, Land- og Transportministeriet er GoCollective nemlig i risiko for at gå konkurs mandag 29. juni. Derfor overtager DSB togdriften på alle strækninger.
GoCollective har meddelt ministeriet, at de har udgifter på omkring 100 millioner kroner, der forfalder på mandag. Da de simpelthen ikke har pengene til at betale regningerne, vurderer både togselskabet og ministeriet, at en konkurs vil være et meget sandsynligt udfald, hvis ikke der gøres noget.
- Med aftalen sikrer vi, at passagererne i Midt- og Vestjylland og på Svendborgbanen ikke pludselig står uden togdrift som følge af en konkurs i GoCollective på mandag. Det ville skabe en helt kaotisk situation for de mange tusinde passagerer og alle de ansatte i GoCollective. Derfor er jeg tilfreds med, at vi har fået en aftale om en kontrolleret afslutning på GoCollectives togdrift og en overdragelse til DSB, siger by-, land- og transportminister Signe Munk i pressemeddelelsen.
GoCollective fortsætter driften frem til 1. september, hvor DSB overtager. Ministeriet skrider økonomisk ind, så GoCollective skal fortsætte driften indtil den dag.