Billede beskrivelse

Fristen for vækstpulje er rykket frem: Du skal skynde dig

20. maj 2025 kl. 09.02

VÆKSTPULJE: Projekter med ambitioner om at styrke fællesskaber og bidrage til den grønne og digitale omstilling har travlt, hvis de skal nå med i denne runde af Norlys Vækstpulje. Fristen er i år tidligere end sædvanligt og nærmer sig hurtigt.

Norlys Vækstpulje har fremrykket deadline for anden uddelingsrunde. Det betyder, at ansøgninger skal være sendt senest fredag den 23. maj kl. 12. Dermed er der kun en uge tilbage for projekter, der ønsker økonomisk støtte, skriver Norlys i en pressemeddelelse. 

Siden 2020 har mere end 3.400 projekter fået støtte fra Norlys Vækstpulje. Hidtil har ansøgningsfristen for anden runde ligget den 1. juni, men i år er den altså rykket frem.

- Vækstpuljen er oprettet med fokus på Norlys’ andelshavere, og ambitionen er at få så mange gode ansøgninger som muligt, så midlerne kan gøre størst mulig forskel lokalt. 

- Selvom fristen i år er tidligere, er det glædeligt, at kendskabet til puljen vokser, og at der allerede er kommet flere ansøgninger end på samme tid sidste år, hvor der ellers blev sat rekord, udtaler Jens Erik Platz, formand for Norlys a.m.b.a.

Til årets anden uddelingsrunde er der afsat cirka 20 millioner kroner.

Om Norlys Vækstpulje

Norlys Vækstpulje er etableret for de cirka 800.000 andelshavere i Norlys og støtter projekter, der fremmer fællesskab og den grønne og digitale omstilling. 

Projekter uden for Norlys’ ejergeografi kan også opnå støtte, hvis de bidrager til den grønne omstilling i bredere forstand.

En fuld oversigt over tidligere støttede projekter findes på Norlys' hjemmeside.

Stor opbakning blandt andelshaverne

På det seneste repræsentantskabsmøde var Vækstpuljen også på dagsordenen. Norlys’ repræsentantskab består af knap 700 andelshavere fra hele Jylland, og det er netop disse, der hvert år beslutter, hvor mange midler puljen skal råde over.

Siden starten har der årligt været afsat 50 millioner kroner til formålet.

- Der er stor opbakning til puljen i repræsentantskabet, og det mærkes tydeligt, at der også er en stolthed over den. Det blev bekræftet igen i år, da det blev besluttet at videreføre de 50 millioner kroner til projekter, der styrker fællesskab og fremmer en bæredygtig og digital samfundsudvikling, siger Jens Erik Platz.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste