Billede beskrivelse

Fra drøm til virkelighed: Sådan hjælpes unge landmænd godt i gang

09. juni 2025 kl. 06.02

THISTED: Drømmen om et liv som selvstændig landmand lever i bedste velgående blandt mange unge. Men vejen fra vision til virkelighed kræver langt mere end passion for dyr og maskiner. 

Ifølge Lisbet Bodilsen, afdelingsleder for Strategi og Virksomhedsledelse hos rådgivningsvirksomheden Fjordland, er det afgørende med realistiske planer, erfaring og økonomisk overblik, skriver Fjordland i en pressemeddelelse. 

- Hvis man vil være landmand i dag, skal man først og fremmest være en dygtig virksomhedsejer, fastslår hun.

Realismen skal følge med drømmen

Kapital og erfaring er nøgleord, når banker vurderer, om en ung førstegangskøber er klar til at investere i sit eget landbrug. Uden egenkapital er det vanskeligt at komme ind i erhvervet – og den kapital kræver, at man allerede har vist, at man kan drive en forretning med sund økonomi.

- Det handler ikke kun om at kunne passe dyr. Det handler i lige så høj grad om strategi, finansiering og ledelse, siger Lisbet Bodilsen.

Hun understreger samtidig vigtigheden af erfaring. Kreditgivere lægger vægt på, om ansøgeren tidligere har haft ansvar for en tilsvarende bedrift. Derfor anbefaler hun, at unge søger erfaring i lignende driftsformer, inden de selv kaster sig ud som ejere.

Planlægning på flere niveauer

En succesfuld etablering som selvstændig landmand kræver tid – ofte mere, end mange forestiller sig. Derfor bør unge tage sig god tid til at forberede sig grundigt, både fagligt, økonomisk og personligt.

- Det er vigtigt at stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor vil jeg være landmand? Er det friheden, livsstilen eller ønsket om at skabe noget selv? Svaret skal kunne holde i mødet med virkeligheden, forklarer Lisbet Bodilsen.

Hun anbefaler, at unge landmandsaspiranter tidligt danner et netværk af faglige sparringspartnere, der kan stille kritiske spørgsmål og bidrage med konstruktiv modstand. Når etableringen er en realitet, er det værdifuldt at oprette et gårdråd, der kan hjælpe med at holde fokus på den langsigtede strategi og støtte i dagligdagens mange beslutninger.

Et erhverv, der involverer hele familien

Moderne landbrug er ikke blot en profession – det er en livsstil, der påvirker hele familien. Derfor er det afgørende at tage samtalen med partner og børn om hverdagen, ferier og de afsavn, der kan følge med.

- Det er ikke bare et arbejde – det er hele dit liv. Familien skal være med på rejsen, siger Lisbet Bodilsen.

Alt i alt handler en god opstart om at turde søge hjælp, tage imod rådgivning og få sin plan testet og forbedret.

- Lav en plan. Få nogen til at skyde den ned. Og byg den så stærkere op igen, lyder det med et smil fra afdelingslederen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste