Foråret blomstrer med oplevelser i Thisted By
THISTED: Thisted By byder på et væld af spændende aktiviteter hele foråret – alt sammen til glæde for byens gæster og handlende. Med arrangementer for både store og små er målet klart: Det skal være en oplevelse at tage på shoppingtur i Thisted.
Påskehygge med GråSkæg, børnepas og musikalsk stemning
I påsken inviteres børnefamilier til en hyggelig påskeægsjagt i byens gader. Jagten starter ved GråSkæg på Store Torv, hvor børnene får en tælleseddel og kan gå på opdagelse i butikkernes vinduer.
Når æggene er fundet, venter et diplom og et påskeæg – samt en krammer, en vittighed og en highfive fra GråSkæg. Aktiviteten finder sted mandag til onsdag kl. 11.00–13.00 i påskeugen.
Det populære børnepas vender også tilbage i en særlig påskeudgave, fyldt med gratis gaver, sjove opgaver og aktiviteter. Det kan købes hos SuperBrugsen og Føtex fra mandag den 7. april.
Påskelørdag rundes af med udvidet åbningstid til kl. 15.00 og livemusik på Store Torv.
Kage i lange baner – Thys største kagebord
Fredag den 25. april kl. 14.00–17.00 forvandles Store Torv til et sandt kageparadis. Her afholdes Thys største kagebord – en elsket tradition, hvor billetkøbere kan nyde al den kage, kaffe, slush ice og sodavand, de har lyst til. Arrangementet sker i samarbejde med SuperBrugsen, Føtex og Stafet for Livet, som også modtager overskuddet fra billetsalget.
Forårs Outlet – gode tilbud i gadebilledet
Lørdag den 26. april kl. 10.00–13.00 er der Forårs Outlet i teltet på Store Torv. Byens butikker stiller op med skarpe tilbud og kvalitetsvarer til favorable priser – en oplagt mulighed for at gøre et godt kup.
Grønne fingre i fokus – Frø, Planter & Stiklinger
Fredag den 2. maj bliver Store Torv et mekka for haveelskere. Her kan man bytte, sælge og købe frø, planter og stiklinger til både haven, drivhuset og altankassen. Dagen byder på masser af inspiration og godt selskab blandt ligesindede havefolk.
Børnetour’en – cykelfest for de yngste
Fredag den 30. maj ruller Børnetour’en igen gennem Thisteds gader. Her får børn og unge chancen for at opleve suset fra cykelsporten med diplomer, medaljer og højt humør. Publikum og forældre skaber en festlig stemning til glæde for alle deltagere.
Thisted Byfest – musik og midsommerstemning
Onsdag den 4. juni står i byfestens tegn. Thisted Byfest fylder byen med livemusik, børneaktiviteter og ekstraordinære tilbud. Butikkerne holder åbent helt til kl. 21.00, og hele byen summer af liv på tærsklen til sommeren.