Folketeatret præsenterer kendt skuespil på Morsø Teater
NYKØBING MORS: Morsø Teaterkreds inviterer til en storslået teateroplevelse, når Folketeatret opfører Shakespeares udødelige tragedie Kong Lear torsdag den 20. marts 2025 kl. 19.30 på Morsø Teater.
Den anerkendte skuespiller Waage Sandø fejrer sit 60-års jubilæum på scenen i rollen som Kong Lear – en magtfuld hersker, hvis forkerte beslutninger fører ham fra tronen til en skæbnesvanger deroute.
Da han vil fordele sit rige mellem sine tre døtre, lader han sig narre af tomme ord og forviser den eneste, der elsker ham oprigtigt. Snart står han alene, forrådt af dem, han stolede på, og må søge tilflugt i den barske natur, hvor både hans familie og forstand smuldrer.
Under Vibeke Wredes iscenesættelse bliver Kong Lear en rørende fortælling om kærlighed, tab og menneskelig skrøbelighed. Forestillingen er blevet bearbejdet i samarbejde med Waage Sandø og fokuserer på det smertefulde svigt mellem forældre og børn.
Medvirkende i denne stjernespækkede opsætning er blandt andre Marie Boda, Martin Elung-Jensen, Brian Hjulmann, Sidsel Siem Koch, Sara Hjort Ditlevsen og Mathias Flint.
Forestillingen kræver entré.
Oplev en af teaterhistoriens største tragedier i en gribende og nærværende fortolkning på Morsø Teater.