Floris skabte kæmpe bølger på over syv meter ved Hanstholm
HANSTHOLM: Færger er aflyst og forlystelsesparker lukkede i Norge, mens stormen Floris passerer den norske vest og sydkyst med vindstød op til 35 meter i sekundet.
Men også ved vestkysten kunne man mærke Floris – dog i en lidt mildere udgave.
Ved Hanstholm blev der omkring klokken 10 tirsdag mål vindstød på godt 23 meter i sekundet, og det satte gang i noget, de lokale surfere havde ventet på - nemlig bølger på hele 7,3 meter.
Det målte Hanstholm Havns bølgemåler kl. 11.00 på Hanstholm Havn. Det fik omkring 10 surfere til at gå i bølgerne.
- Det er vilde konditioner at surfe i. Men man skal virkelig vide, hvad man laver, siger Rasmus Fejerskov, erfaren surfer og medindehaver af Surf Pro Cold Hawaii i Klitmøller og Vorupør.
Han valgte selv at aflyse alle surfkurser tirsdag, fordi forholdene var for voldsomme ved Klitmøller.
- Så store bølger kan sammenlignes med at få hele svømmebassinet tømt ud over sig på én gang. Man skal kunne holde fast i sit grej og være klar til at manøvrere hurtigt. Mister man kontrollen, kan det blive rigtig farligt, forklarer han.
Ifølge Rasmus Fejerskov handler det nu bare om at vente på, at vinden lægger sig en smule.
For det betyder ikke, at festen er forbi – tværtimod.
- Bliver vinden i vest, bliver forholdene rigtig gode ved Hanstholm. Går den i sydvest, så er det Klitmøller, der får glæde af det, siger han.
For nu holder de fleste surfere sig på land – men med blikket stift rettet ud over havet.
Floris rykker efterhånden nordpå langs norskekysten, men de gode surf bølger bliver der længere ved Thy, lyder det fra Rasmus Fejerskov, der iøvrigt ikke klager over vejret henover sommeren - det har været godt for surfskolen.
Han håber at få surfkursisterne på vandet igen onsdag.