Flere vil tage uddannelse i Thisted
THISTED: Interessen for lokale uddannelser vækker glæde hos Professionshøjskolen UCN.
Da fristen til at søge ind på de videregående uddannelser udløb 5. juli kunne UCN konstatere, at der igen i år har været øget interesse for at læse på en uddannelse i Thisted.
I alt har 90 ansøgere en af de tre videregående uddannelser på campus på Lerpyttervej som deres førsteprioritet. Til sammenligning var tallet sidste år 74.
Direktør for UCN Erhverv, Thomas Kastrup-Larsen, glæder sig over de positive takter.
- På pædagoguddannelsen har vi som noget nyt kun sommeroptag, da søgningen til februarstart var meget lav. Det er derfor yderst positivt at se, at endnu flere søger ind til sommerstudiestart, så det overgår sidste års samlede søgning, lyder fra ham.
Flere end tidligere har også lyst til at uddanne sig til finansøkonom, ligesom søgningen til sygeplejerskeuddannelsen i Thisted også er steget med enkelte ansøgere i forhold til sidste år.
- Vi ved, at det har stor betydning for Thy, at mange unge vælger at uddanne sig på en lokal uddannelsesinstitution, da de er tilbøjelig til efterfølgende at blive boede på egnen. Så fremgang for uddannelserne er også en god nyhed for de arbejdspladser, der skal rekruttere pædagoger, sygeplejersker og finansøkonomer, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Mulighed for at søge ind i august
Hvis man ikke fik søgt ind inden ansøgningsfristen, så er det stadig muligt at søge ind på en uddannelse inden studiestart i september. Alle ansøgere får svar 28. juli og derefter åbnes der for at søge ind på de uddannelser, der fortsat har ledige pladser.
- Så hvis du eksempelvis drømmer om at blive sygeplejerske, så er løbet ikke kørt endnu for at komme i gang allerede i år. De seneste år har vi optaget en god del af vores studerende i løbet af august, så vores studievejledere står klar til at vejlede om, hvilke muligheder der er, siger Thomas Kastrup-Larsen.
UCN også har flere uddannelser, som læses online og det derfor er uden betydning, hvor man er bosat. Det gælder blandt andet uddannelser som markedsføringsøkonom samt service- og oplevelsesøkonom.