Flere søger julehjælp: Havnekøbmanden deler ud på hele øen
MORSØ: Lige nu mærker foreningen Skjult Nød på Mors, at flere rækker hånden ud efter hjælp til at komme gennem julen.
Omkring 350 modtager julehjælp i år, og det er langt flere end sidste år, oplyser formanden for Skjult Nød på Mors, Provst Mette Moesgaard Jørgensen
- Vi ved ikke, om det skyldes kontanthjælpsreformen, eller om det er de forhøjede priser, der presser folk. Men i år har Skjult Nød fået flere henvendelser i årets løb end før. Skjult Nød hjælper fortrinsvis ved juletid.
Mange på overførselsindkomster – både enlige og par, med og uden børn, har kontaktet Skjult Nød i håb om hjælp i form af julemad og godter.
- Vi er derfor glade for, at vi også i år har mulighed for at hjælpe de mange ansøgere til Skjult Nød. Men vi deler flere penge ud, end vi får ind, udtaler formanden for Skjult Nød på Mors, fortæller Mette Moesgaard Jørgensen.
Men heldigvis har foreningen mulighed for at give lidt ekstra julehjælp til ansøgerne, fordi mange private, erhvervsdrivende og foreninger støttede Skjult Nød de sidste år.
- Det håber vi, de vil igen i år, for der er stadig hårdt brug for julehjælp. Vi forventer ikke, at behovet bliver mindre de næste år, siger hun.
Havnekøbmanden deler hjælpen ud
De omkring 350, som får julehjælp i år, modtager svar i løbet af de næste uger om hvornår, de kan hente deres julehjælp. Det er igen i år Havnekøbmanden i Nykøbing, der sørger for alt det praktiske omkring uddelingen.
I mere end ti år har Ejvind Ibsen, indehaver af Min Købmand, også kendt som Havnekøbmanden i Nykøbing, pakket og uddelt julekasser med flæskesteg, pålæg, slik og i det hele taget alt det, der skal til for at lave en god julemiddag samt skabe julehygge med slik.
Og med det stigende antal ansøgere i år, får han og hans personale ekstra travlt i år.
Deler ud til hele øen
Siden 1939 har Sognepræsten i Nykøbing Mors Sogn haft mulighed for at hjælpe folk, der åbenlyst eller ”i skjul” havde behov for hjælp – det kunne være tøj, sko eller mad. Udgifterne til hjælpen kom fra private donationer, erhvervsliv eller indsamlede midler ved koncerter og lign.
I dag er Skjult Nød en forening, og de sidste 20 år er hjælpen blevet bredt ud til hele Morsø Provsti, som omfatter hele Morsø Kommune. Julehjælpen gives som julemad og godter samt et gavekort til Mors Handel – afpasset efter husstandens størrelse.
De to største og faste bidragsydere er den lokale Lions Club og Odd Fellow.
Derudover overfører mange firmaer og private et beløb til Skjult Nøds konto i Spar Nord: 8122 - 0007708882
Man kan også støtte via MobilePay 72958
Og endelig kan man give et beløb ved gudstjenester og andre arrangementer i Nykøbing Mors Kirke i december måned. Blandt andet ved Odd Fellowlogens koncert den 10. december kl. 19.00.
Mette Moesgaard Jørgensen håber, at mange private, erhvervsdrivende og foreninger vil fortsætte med at støtte skjult Nød med donationer.