Billede beskrivelse

Flere lokalhistoriske nyheder er klar til at ligge under juletræet

07. december 2025 kl. 06.00

THY: Flere lokalhistoriske nyheder er klar til julehandelen – to årbøger og to ny udgivelser.

- Det er en tradition i mange familier i Thy, at man blandt gaverne under juletræet finder enten Jul i Thy eller Historisk Årbog Thy. Ja, hos nogle endda begge, siger Villy Dall fra Museum Thy, som er med i redaktionen af de to publikationer.

Jul i Thy udkom for 95. gang for en måneds tid siden under temaet ”med Thy i hjertet ude i den vide verden”. Tre af forfatterne har skrevet fra Silkeborg, Paris og South Carolina i USA, oplyser Villy Dall, og om de tre forfattere fortæller han endvidere:

Bent Jensen blev født 1975 og voksede op i Nors, men har de seneste mange år boet i Midtjylland. 86-årige Ingrid Mouliérac fra Paris kom første gang på besøg hos morforældrene i Thisted i befrielsesåret 1945, men er trofast kommet herop siden – senest var hun i Thy i sommeren 2024. 

Billede beskrivelse

Og Cathrine Kyster Giery blev født i Thisted 1974 og døbt med efternavnet Kristensen, men de seneste 20 år har hun boet i USA, hvorfra hun udgiver børnebøger på dansk.

Blandt årets artikler i Jul i Thy, kan man også læse om avisdrenges entreprenørskab i Frøstrup for et par menneskealdre siden, om postvæsenets historie i Vestervig gennem tiderne, om en helt særlig kjole fra præstegården i Skyum, om en plejedrengs oplevelser i Sydthy før karrieren som boksemester og om den flyvende Prins Henriks indvielse af Thisted Lufthavn i Tved 1970 – for nu af nævne nogle af flere.

Historisk Årbog

Historisk Årbog Thy 2025 udkom sidst i november i forbindelse med generalforsamlingen i Historisk Samfund Thy, som siden 1906 – bortset fra 1907 – hvert år har udsendt dette faghistoriske bidrag til den thylandske historieformidling.

I år har man valgt et tema omkring Anden Verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark 1940-45, fortæller Villy Dall.

- Naturligvis i anledning af hhv. 85-året for Besættelsen og 80-året for Befrielsen. Man kan bl.a. læse om illegale blades angreb på værnemagere, om tyskerpiger, kommunale vagtværn i den politiløse tid, landeværnsmænd og andre frihedskæmpere, siger han.

Billede beskrivelse

Men der er også artikler om helt andre emner. Eksempelvis udvides fortællingen om købmandsdatteren Laura Holst fra Thisted, som blev gift med brygger J. C. Jacobsen og dermed frue på Gamle Carlsberg samt mor til brygger Carl Jacobsen på Ny Carlsberg. 

Men Laura var ikke kun frue og mor – hun havde afgørende betydning for Carlsbergs udvikling og betydning for det danske samfund. En betydning, som stadig opleves i nutiden igennem de to fonde, som rigdommen skabte.

Der er også en artikel om redaktør M. Aaberg, som i næsten 50 år ledede Thisted Amts Tidende, der 1970 skiftede navn til Thisted Dagblad. Aaberg bragte den moderne politiske journalistik til Thy. Videre kan man læse om oprindelsen til efternavnet Bunch, om kontrabøger i fortidens købmandshandel og om fiskerlejet Lyngby. Blandt flere øvrige emner.

Endelig er 250-året for den berømte oprører og geograf Malthe Conrad Bruuns fødsel i Thisted markeret i årbogen. Næste år markeres så 200-året for hans død, og Historisk Samfund Thy lægger op til, at man i den anledning etablerer et nyt monument for den verdensberømte thybo i fødebyen – til erstatning for det, der forsvandt fra det offentlige rum i forbindelse med bygningen af et nyt shoppingcenter 2008.

Billede beskrivelse

To lokalhistoriske nyudgivelser

Villy Dall nævner endnu to lokalhistoriske nyudgivelser.

Dels bogen ”Kampen mod havet”, som Museum Thy står bag sammen med Museum Mors, Lemvig Museum, Limfjordsmuseet i Løgstør, og Aalborg Universitet. 

Med udgangspunkt i de to stormfloder undersøger bogens forfattere Limfjordstangen som et særlig udsat sted for menneskers liv.

Dels bogen ”Begravet ved havet” om Vorupørs ny kirkegård af Jimmy Munk Larsen, som tidligere har udgivet en bog om Vorupørs gamle kirkegård. Den ny kirkegård blev indviet i 1925 og er stadig sognets fælles historiebog.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste