Flere hundrede unge thyboers drømme bliver fortalt i ny bog
THY: Hvad drømmer du om for Thy?
Det er et stort spørgsmål, men ikke desto mindre har et par hundrede unge thyboer mellem 18 og 45 år svaret på det, og drømmene er nu nedfældet i en bog.
- Det er vigtigt med en bog, fordi den indfanger og holder på drømmene, så vi kan tage og føle på dem. Især politikerne kan lade sig inspirere af drømme fra unge thyboer som er svære at få øje på i debatten, siger forperson og én af initiativtagerne, Helene Jørgensen.
Sammen med syv andre yngre thyboer skabte hun foreningen 1000 Drømme for Thy sidste år op til kommunalvalget, fordi de savnede at høre de yngre stemmer i den lokalpolitiske debat i en tid, hvor gennemsnitsalderen i kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune var 60 år.
Ved kommunalvalget blev ni thyboer under 45 år valgt ind, så der er allerede en bredere repræsentation i kommunalbestyrelsen.
Men der er, ifølge Helene Jørgensen, fortsat behov for at give de yngre thyboer en stemme og samtidig lade den stemme nå lokalpolitikerne.
- Vi kommer til at gøre det samme igen til næste kommunalvalg, og i mellemtiden vil vi formidle de drømme, vi har indfanget allerede og agere talerør og have en brobyggende rolle mellem politikere og de yngre thyboer, eller det kan også være, at forvaltningerne i deres arbejde skal bruge inspiration, siger hun.
Én drøm går igen
Drømmene kredser sig om blandt andet kultur, uddannelse og jobmuligheder.
Men særligt er der én drøm, der går igen hos flere, og som Helene Jørgensen husker.
- En af de ting, der har gjort indtryk på mig, er, hvor mange yngre thyboer, der drømmer om at have et sted, hvor man mødes, som ikke handler om fester, druk eller fodbold. Et lidt forpligtende fællesskab, som kan handle om mange ting, og ikke kun én hobby man samles om, lyder det.
- Men det har også gjort indtryk, hvor svært netop den drøm kan være at indfri, fordi vi bor i en kommune med så store afstande og manglende offentlig transport, siger hun.
1000 Drømme for Thy er en partipolitisk uafhængig forening, og er stadig ved at forme sig.
- Vi er ved at rekruttere medlemmer, og vi vil på sigt finde ud af, hvilken form det skal have. Måske skal det være et advisory board, et ungebyråd eller et drømmebibliotek, som man kan slå op i, men det er det, vi skal udvikle sammen, siger Helene Jørgensen.
"Politik og pizza"
Allerede nu er der et event i støbeskeen, som forhåbentlig kan øge interessen for den lokaldemokratiske samtale hos de yngre thyboer.
- Vi vil holde et event, vi kalder “Politik og pizza”, hvor vi vil mødes og tænde for kommunalbestyrelsesmødet på storskærm og spise pizzaer, og måske lave en quiz eller andet, som gør det lidt morsomt. Det er noget, vi vil prøve af for at se, om det kan lære os noget om lokaldemokrati i praksis, siger hun.
Eventet bliver afholdt onsdag 24. juni i Plantagehuset.
Bogen “1000 Drømme for Thy - stemmer fra den yngre halvdel” er udgivet i samarbejde med Kulturrummet Thy og kan købes til 150 kroner.