Billede beskrivelse

Flere har interesse i den ekstraordinære campingplads

13. november 2025 kl. 06.02

HANSTHOLM: Det er ikke meget mere end to måneder siden, at Hanstholm Camping blev sat til salg efter 23 år med samme ejer.

Allerede nu er der dog flere, der har vist sin interesse i den ekstraordinære grund. 

- Der har været fin interesse. Både fra nogen, der vil købe den, som den er, men også nogle, der ligger og venter på, at planloven bliver ændret, så man kan få lov at gennemføre et større projekt derude med hytter og resort og sådan nogle ting, siger stedets mægler, Frank Jensen, fra EDC Erhverv.

Ny planlov åbner mulighederne

Indtil videre har det kun være tilladt at opføre hytter på op til 35 kvm. I øjeblikket arbejder man dog på at få ændret planloven således, at man i fremtiden må bygge langt større og samtidig kystnært på grunden - og det åbner helt naturligt for nogle helt andre muligheder - og det er der marked for.

- Enten er det modellen med at man fortsætter med det, der er, og udvikler på det inden for campingreglementet. Den anden model er, at der er nogen, der køber det med den nye planlov på plads og driver pladsen videre, mens man udvikler på et kommende projekt, siger Frank Jensen.

- Der er flere, der ligger og venter på, at den godkendelse kommer, og det skulle den gerne i starten af det nye år, men så stiger prisen jo også lidt.

Billede beskrivelse

Han understreger, at en campingplads ikke er noget, man bare lige sælger på en måned eller to. Men kommer det rigtige bud på bordet, vil han bestemt ikke afvise, at sælger er klar til at skrive under på en købskontrakt allerede nu. 

God opbakning til nye idéer

Lokalt er der god opbakning til en kommende ændring af planloven, både blandt de lokale og hos kommunen.

- Der er masser af udviklingsmuligheder i forhold til området med både arbejdspladser og turister, lyder det fra mægleren.

Og selvom den endelige købskontrakt og fremtidige plan for stedet fortsat lader vente på sig, så er Frank Jensen ikke nervøs for, at grunden nok skal komme i nye hænder.

- Den ligger jo fantastisk, lige på kanten til Vesterhavet, så vi har da en tro på, at det helt sikkert nok skal lykkedes.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste