Billede beskrivelse

Flemming og Thy Race fejrer jubilæum

22. juli 2025 kl. 19.02

THISTED: Fredag den 1. august inviterer Thy Race Aktivitetspark til en festlig dag med gratis adgang for alle.

Aktivitetsparken åbnede i 2020 og har siden udviklet sig til et populært udflugtsmål for både lokale og turister. Gæster kan opleve en bred vifte af aktiviteter som fodboldgolf, minigolf, parkgolf, bowls, discgolf, padel tennis og en klatrevæg. Derudover byder aktivitetshallen på rulleskøjter, kickbikes, ethjulede cykler, bordtennis, pickleball, basketball og hockey.

Parken besøges året rundt af skoleklasser, firmaer, foreninger og familier fra Thy og Mors. Arrangementet markerer samtidig et dobbelt jubilæum: 10 år med Thy Race og 30 år i Thy for initiativtageren bag projektet.

Thy Race blev stiftet i 2015 og står bag flere trailløb, MTB-løb og adventureraces. I dag arrangeres der fire trailløb årligt, og i vinterhalvåret står Thy Walk N' Run på programmet – et motionsarrangement for alle, der ønsker at opleve naturen i Thy til fods eller løbende. Teambuilding og gruppeaktiviteter er desuden blevet en stor del af aktiviteterne, især for firmaer, skoleklasser og polterabends.

Bag initiativet står Flemming, som flyttede til Thy i 1995 og har været aktiv i lokalområdet lige siden. Han har blandt andet været køkkenleder på Thylands Ungdomsskole og været tilknyttet både Thy Hallen og Snedsted Skole, inden han stiftede Thy Race. I 2017 købte han sammen med Lisbeth Yde Larsen Langbjerggård Lejrskole. Flemming har også spillet en aktiv rolle i Thy Frilufts- & Klatreklub, som har været en vigtig inspirationskilde for udviklingen af Thy Race.

Aktivitetsparken arbejder desuden med at formidle lokale oplevelser gennem minigolfbaner med temaer fra Thy – eksempelvis Lodbjerg Fyr, Thy Whisky og Thy Cablepark. Til efteråret åbner Thy Race SAUNA med saunagus og særlige arrangementer. Saunaen kan også bookes af grupper og skoler og har plads til op til 24 personer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste